Aarhusiansk OL-darling skal få folk til at optage kviklån
Forbrugerrådet TÆNK finder det problematisk, at Sara Slott Petersen reklamerer for politianmeldt kviklånsfirma
Lige nu kører der reklamer på tv, hvor den århusianske sportsdarling og OL-medaljevinder Sara Slott Petersen forsøger at kapre kunder til den politianmeldte kviklånsvirksomhed Ferratum Kredit, og det undrer Forbrugerrådet TÆNK, at hun har sagt ja til sponsoratet.
- Det sender et signal om, at det faktisk er okay at tage kviklån, og det synes vi ikke, at det er. Vi synes, det er et meget dyrt lån og uheldigt lån, hvor man lægger op til et meget impulsivt forbrug, siger cheføkonom, Morten Bruun Pedersen.
Læs også
En undersøgelse, som er lavet af Forbrugerombudsmanden, viser, at over 13 procent af de danske unge har gældsproblemer, og en stor del af de problemer skyldes netop kviklån, mener TÆNK
- Vi ved, at kviklån er en stor årsag til, at mange unge har gældsproblemer, men ellers er det også mange, der står og lige pludselig skal bruge nogle penge hurtigt, siger Morten Bruun Pedersen.
Reklamer rammer de unge
Også Den Sociale Retshjælp, der hjælper folk med gældsproblemer i Østjylland, oplever, at kviklån er et stort problem for deres klienter.
Overalt findes reklamer for kviklån. De er togene, på internettet og i tv, og netop reklamerne er med til at lokke unge mennesker til at optage kviklån, fordi de traditionelt har et meget impulsivt forbrug.
Læs også
- Det gør jo så, at lige så snart de ser en reklame og har et eller andet behov, som de gerne vil have dækket, så kobler de, de to ting sammen, og det resulterer så i et kviklån, fortæller cheføkonom Morten Bruun.
Senest er loven på området blevet strammet, så der nu indført en ret til, at man kan fortryde et kviklån, og det er fint, men ikke nok, mener TÆNK. De så for eksempel gerne, at der blev lagt et loft på, hvor høje de årlige omkostninger i procent må være.
- Uheldigt at sportsstjerner ender som reklamesøjle i den her sammenhæng
Det er langt fra hensigtsmæssigt for hverken sportsstjerner eller samfundet, at forbilleder, som Sara Slott Petersen, ender med at blive frontfigurer for virksomheder, som er genstand for kritik, lyder det.
- Man skal passe på med at stille idrætsudøveren til ansvar, fordi idrætsudøvere inden for nichesportsgrene ikke altid er pakket ind i professionelle rådgivere på samme måde som topstjerner inden for mere globale og kommercielle idrætsgrene, siger forsker Kenneth Cordsen, der underviser i sportsbranding og UC Nordjylland.
Læs også
Det faktum betyder, at det ofte er sportsfolkene selv, deres familie og klub, der hjælper med at vurdere om sponsoraterne er gode og dårlige, og samtidig kan det også være svært at finde sponsorer nok til at blive stjerne.
Set i det lys kan Forbrugerrådet TÆNK godt forstå, at det kan være fristende for sportsstjerner at kaste sig ud i reklamer, men de mener bare, at de gerne må tænke mere på, hvilket signal de egentlig sender.
Vil ikke udtale sig
- Mange sportsstjerner er jo forbilleder for rigtig mange mennesker, og især for mange unge mennesker. Det gør, at de her kviklån bliver noget, hvor man siger, at det er nok ikke så galt at tage de her kviklån. Jeg kan godt forstå, at det kan være fristende, men jeg synes bare man skal tænke over, hvad man går ind for, slutter cheføkonom, Morten Bruun fra Forbrugerrådet TÆNK.
På Sara Slott Petersens egen hjemmeside skriver hun:
- Ferratum udbyder Kviklån, men det er især deres internationale profil, som tiltalte mig i forhold til at indgå et samarbejde. Ferratum barsler med at have en konto, der ikke er begrænset af landegrænser, og det er meget interessant for mig, som har mange rejsedage i løbet af et år, skriver hun.
Sara Slott Petersen ønsker ikke at udtale om sit samarbejde til TV 2 | ØSTJYLLAND. Hun oplyser dog, at Ferratums sponsorat af hende udløber om to måneder.
Ferratum: Vi følger loven og lokker ikke unge
Ferratum mener, at de, ved at støtte atleter som Sara Slott Petersen med sponserkroner, er med til at give idrætsudøverne bedre muligheder for at vinde medaljer til Danmark. Derudover er der en sammenhæng mellem Sara Slott Petersens favoritdisciplin og den branding, som virksomheden gerne vil kendes for.
- Når vi bruger Sara Slott Petersen, så er det fordi vi gerne vil være hurtige, til det vi gør. Vi ser en synergi i det Sara gerne vil, nemlig at være hurtig til det hun gør, siger Ferratums nordiske direktør, Mikkel Winston.
Læs også
Han afviser også, at det er meningen, at Sara Slott Petersen skal blåstemple de produkter, som virksomheden har. Samtidig afviser Ferratum, at de sender unge ud i gældsproblemer. Faktisk har firmaet en særlig aldersgrænse for, hvornår man kan få et lån fra dem.
- Vi gør alt, hvad vi kan for at undgå kunder, der er dårlige betalere, og vi låner slet ikke ud til unge under 23 år, siger Mikkel Winston.
Derudover så er der heller ikke noget ulovligt i at sælge kviklån i Danmark, og derfor preller forbrugerrådets kritik af på direktøren.
- Vi overholder love og regler. Det vi taler om er forbrugerrådets holdninger, og dem kan vi jo altid diskutere, mener Mikkel Winston.
Du kan se mere til Ferratum og Sara Slott i videoen øverst i artiklen.