Årets første Samsø-kartofler solgt for 36.000 kroner

Virksomheden Brdr. Kjeldahl fra Samsø har tirsdag solgt årets første kartofler.

Kartoflerne bliver nu sat til salg i Salling Groups butikker. Foto: Brdr. Kjeldahl

De første kartofler fra Samsø er nærmest deres vægt værd i guld, og derfor bliver der med garanti råd til lidt ekstra sild, hvis virksomheden Brdr. Kjeldahl endnu ikke har holdt påskefrokost for deres medarbejdere.

Familievirksomheden kunne tirsdag trække 24 kilo nye kartofler op ad Samsøs muld.

Læs også Pesticider på Samsø: Den grønne ø sprøjter på kartoflerne

Og da Salling Group stod klar med 1500 kroner for hvert kilo, løb det samlede beløb op i 36.000 kroner.

Selvfølgelig er der en smule prestige i at have de første kartofler, men vigtigst af alt, så er det et varsel om, at foråret nu er kommet.

Søren Peter Kjeldahl, direktør i virksomheden Brdr. Kjeldahl.

- De er kommet noget før, end de plejer, siger Søren Peter Kjeldahl, der er direktør i virksomheden Brdr. Kjeldahl. 

Det skyldes mildt vejr i marts og mere sol på Samsø end normalt for årstiden, men øen har dog også været ramt af frostgrader, og i begyndelsen af april måtte virksomheden kunstvande for at holde kulden væk fra kartoflerne.

Sidste år blev de første kartofler først taget op den 1. maj. Her blev de solgt for 1000 kroner kiloet.

Ventet med spænding

På grund af det hårde vejr var kartoflerne også ventet med spænding, og det foregik ikke uden svedige håndflader, da de skulle tages op.

- Der var lidt kriller i maven. Men det er rigtig fint, at det kunne lade sig gøre, og jeg synes, at de har en fin størrelse og er af god kvalitet, siger Søren Peter Kjeldahl og fortsætter.

Læs også Samsø har kartoflerne - i Grenaa satser man på tang

 - Selvfølgelig er der en smule prestige i at have de første kartofler, men vigtigst af alt, så er det et varsel om, at foråret nu er kommet, slår han fast.

Sidste år var det kartoffelavleren Frank Christensen fra Samsø, der kunne præsentere årets første, danske kartofler.

00:46

VIDEO: Sådan lød det fra kartoffelavler Frank Christensen, da TV2 ØSTJYLLAND besøgte ham sidste år i forbindelse med den første kartoffelhøst. Videoen er fra 1. maj 2018.

Luk video

Bliver solgt hurtigt

Hos Salling Group har de i første omgang valgt tre butikker, der skal have lov at sælge kartoflerne i butikkerne.

Butikkerne er Netto i Hornbæk, Føtex i Vanløse og Bilka i Randers. 

De skal nok få dem solgt. Det er helt sikkert.

Kasper Riggelsen, presseansvarlig i Salling Group

De tre butikker er udvalgt, fordi de er indstillet til Frugt- og Grønt-prisen, hvor landets bedste grøntafdeling hædres.

Det fortæller Kasper Riggelsen, der er presseansvarlig i Salling Group.

Læs også Først var det avocadoer og bananer: Nu flyder stranden med kartofler

- Det er simpelthen en ekstra bonus, som butikkerne får. Vi kan ikke dele kartoflerne ud i alle vores butikker, og da det er en vare, som forbrugerne efterspørger, så er det sjovt for butikkerne at få lov at sælge dem, siger han.

Samtidig fortæller han, at de tre butikker godt kan regne med, at hylderne hurtigt bliver tømt for kartofler.

- De skal nok få dem solgt. Det er helt sikkert, siger han.

Kartoflerne er blevet sat til salg i de tre butikker tirsdag eftermiddag. Salling Group forventer, at de ved 20-tiden er ved at være solgt. Kartoflerne koster 25 kroner for 250 gram.