8.253 underskrifter samlet: Lad færgen sejle fra Djursland

Jubel på Djursland. Lokale har indsamlet over 8.000 underskrifter på, at der skal være flere færgeafgange mellem Ebeltoft og Odden.

Lokale vil have daglige færgeafgange mellem Ebeltoft og Odden. Foto: Mols-Linien

Siden den 27. september er der blevet samlet underskrifter ind på, at der er brug for daglige færgeafgange mellem Ebeltoft og Odden. Nu er underskriftindsamlingen afsluttet og styregruppen bag, kan dårligt få hænderne ned af begejstring. 8.253 underskrifter er det blevet til. 

I den periode hvor sejladsen ophører er der butikker, der mister omsætning, fordi det er besværligt for sommerhusejere og turister at komme til og fra Djursland.

Christian Haubuf, Styregruppen for Daglig Sejlads Ebeltoft-Odden og retur

- Styregruppen talte på sit møde onsdag aften de mange underskrifter. Inden da havde hver enkelt deltager ” tippet” hvor mange, de troede, der var, og der var ingen der tippede over 5.300. Så det er en stor overraskelse for os, at vi nu står med så mange, skriver Christian Haubuf, byrådskandidat for Socialdemokratiet, i en pressemeddelelse.

Det var Christian Haubuf, der startede kampen for flere afgange, da han indrykkede en annonce i avisen for at finde ud af hvor stor opbakning, der var til hans projekt. Han dannede sammen med otte andre "Styregruppen for Daglig Sejlads Ebeltoft-Odden og retur", der har stået for underskriftindsamlingen.

Læs også Lokale kæmper for flere færgeafgange fra Ebeltoft

Langt de fleste underskrifter er fra borgere med postnumre på Djursland og i Randers området, men også fra postnumre på Sjælland og mange andre områder i landet. 

Færgen har stor betydning for Djursland

I perioden indsamlingen er forløbet, er det kun blevet tydeligere for "Styregruppen for Daglig Sejlads Ebeltoft-Odden og retur", at der er brug for flere færgeafgange. 

- I den periode hvor sejladsen ophører er der butikker, der mister omsætning, fordi det er besværligt for sommerhusejere og turister at komme til og fra Djursland, skriver Christian Haubuf. 

Læs også Molslinjen: Det er svært at konkurrere med statskassen

Han mener også, at det går ud over erhvervslivet.

- De erhvervsdrivende byder ikke i samme grad ind på opgaver på Sjælland, fordi det koster dem ekstra, at skulle bruge tid på at komme igennem Aarhus eller køre over broen. 

Styregruppen vil nu forsøge at få en aftale med Transportudvalget på Christiansborg, så de kan aflevere de mange underskrifter. 

Lokale mener, at det har stor betydning for beboere og erhvervslivet, at der ikke er daglige afgange mellem Odden og Ebeltoft.  Foto: Google Maps / TV2OJ

Derudover vil de også aflevere underskrifterne til Molslinjens direktør på et folkemøde torsdag den 9. november på Kvadrat i Ebeltoft. Der vil være et panel bestående af tre folketingspolitikere valgt på Djursland og et panel med tre lokale erhvervsdrivende. 

Det forventes også at lokale borgere møder op for at diskutere vigtigheden af daglige færgeafgange til og fra Ebeltoft.

Sejladsen mellem Ebeltoft og Odden er indstillet for i år og genoptages til marts 2018.