22-årig begik hæleri for millioner - så længe skal han i fængsel
Den 22-årige mand tilstod i slutningen af januar, at han var skyldig i groft hæleri
En 22-årig mand fra Aarhus er torsdag eftermiddag blevet kendt skyldig i hæleri.
Den unge mand betegnes af politiet som hovedmand i en større sag om organiseret tyveri og hæleri, hvor den 22-årige har videresolgt stjålne designmøbler for mere end en million kroner.
Læs også
Manden er torsdag blevet idømt halvandet års fængsel, hvoraf de 15 måneder er gjort betinget af, at han udfører samfundstjeneste i 200 timer.
Tre øvrige personer er sigtet i sagen.
Fandt masser af designmøbler i hjemmet
Den 22-årige har siddet varetægtsfængslet siden den 26. januar, hvor han erkendte, at han var skyldig i groft hæleri. Sagen har på den måde kørt som en tilståelsessag, og i dag blev straffen så udmålt i Retten i Aarhus.
- Jeg er overrasket over, at straffen blev gjort betinget med samfundstjeneste. Min påstand var, at straffen skulle være ubetinget baseret på værdien af de stjålne møbler og den professionelle måde, hvorpå hæleriet var begået, siger anklager Jhin Lee fra Østjyllands Politi til TV2 ØSTJYLLAND og fortsætter:
- Men dommeren mente, at hans unge alder, og at han ikke havde været straffet før, undtagelsesvis berettigede, at man skulle gøre straffen delvist betinget med vilkår om samfundstjeneste.
Anklageren forklarer, at der er tre muligheder i en sag som denne. Enten kan man gøre hele straffen ubetinget. Man kan også give 6 måneders ubetinget fængsel, men så man ikke give samfundstjeneste. Hvis man giver samfundstjeneste, må man kan ikke gøre mere end 3 måneder af straffen ubetinget.
Jhin Lee vil nu læse dommens præmisser og derefter vurdere, om sagen skal indstilles til anke.
Læs også
Den 22-årige blev den 24. januar anholdt efter en større efterforskning mod organiseret tyveri og hæleri af designmøbler og lamper.
Manden har igennem mindst to og et halvt år købt og handlet med stjålne designermøbler via salgssider på internettet, sociale medier og krypterede meddelelsestjenester.
Da den 22-åriges bopæl og to andre adresser blev ransaget, fandt Østjyllands Politi en stor mængde designmøbler. Møblerne er blevet konfiskeret.
Politi: Vær forsigtig
De øvrige personer i sagen – en 55-årig mand og to kvinder på henholdsvis 20 og 52 år – blev løsladt efter anholdelsen, men er fortsat sigtet.
Læs også
Østjyllands Politi anbefaler, at borgerne er opmærksomme, når de køber brugte møbler. Et godt tegn på, at varen kan være stjålet, er, hvis sælger ikke vil kontaktes på almindelig SMS eller telefon, men i stedet bruger Whatsapp, Wickr eller lignende.
Politiet minder også om, at en kvittering for varen ikke er nogen garanti, og at man skal være opmærksom, hvis sælger beder om kontant betaling.