Horsens' rekordmålscorer håber på startplads i playoff
16-årige Jeppe Kjær vil spille Horsens' playoff-finaler, efter han onsdag blev Superligaens yngste målscorer.
AC Horsens skal senere i juli ud i to playoff-finaler mod enten Randers FC eller OB om at komme i Europa-playoff mod tredjepladsen fra Superligaens mesterskabsspil.
Her håber stortalentet Jeppe Kjær at starte inde for østjyderne, efter at han onsdag blev Superligaens yngste målscorer nogensinde 129 dage efter sin 16 års fødselsdag.
Det skete, da Kjær gjorde det til 1-0 i en 3-2-sejr over Hobro. Sejren sikrede Horsens førstepladsen i nedrykningsspillet pulje 2.
- Jeg kører bare på og håber da, at jeg skal starte i de kampe, men hvis træneren vælger en anden, så respekterer jeg helt sikkert det.
- Der er stor konkurrence i truppen, og hvis en anden gør det bedre end mig, er det sådan, det er, siger stortalentet.
Horsens-træner Bo Henriksen mener, at holdets sejrschancer i de kommende kampe nærmest står og falder med Kjær. Cheftræneren slår samtidig fast, at Horsens skal passe godt på det unge talent.
- Hvis vi vil vinde de kampe, vil det være fuldstændig vanvittigt andet end at lade ham starte..
- Men vi skal passe godt på ham, og i dag beder han selv om at blive udskiftet, og det hele handler om, hvordan han har det på dagen, siger Horsens-træneren.
To uger til næste kamp
Der er da også hele to uger til, at Bo Henriksen skal sætte sit hold til næste kamp, da Sønderjyske, som Horsens skulle have mødt i to semifinaler, er gledet ud af turneringen.
Det skyldes, at sønderjyderne i sidste uge vandt pokalturneringen og kvalificerede sig til Europa League derigennem.
Horsens-træneren hilser pausen velkommen og mener, at det giver Horsens en klar fordel mod vinderen af Randers mod OB, der inden opgørene tørner sammen af to omgange.
- Selvfølgelig er det en fordel for os.
- De spiller jo to kampe i en periode, hvor vi ikke har kampe, og derfor er det jo en klar, klar fordel for os, mener Henriksen.
Sønderjyskes skæbne har sat spørgsmålstegn ved strukturen i Superligaen, og det forstår Bo Henriksen godt, selv om han synes, at den generelt har været gavnlig for dansk fodbold.
- Der er ikke nogen tvivl om, at det havde været mere fikst, hvis vi også skulle spille kampe, men jeg synes generelt, at vores turneringsstruktur har været fremragende for dansk fodbold, siger onsdagens sejrende træner.