Er 'Den Gule Fare' stærk nok til Superligaen?
AC Horsens sikrede sig en af de tre eftertragtede oprykningspladser
Den 8. maj fik AC Horsens en 3-2-sejr over Skive på hjemmebanen foran 4.000 glade gule fans. Resultatet betød mere end en sejr for klubben - den sendte også østjyderne tilbage til dansk fodbolds top. AC Horsens kunne fejre, at østjyderne efter tre sæsoner i 1. division kunne vende tilbage til Superligaen i fodbold.
Det var en overpræstering af rang, at vi rykkede op
- Bo Henriksen
Det lå ikke i kortene, at AC Horsens skulle have en af de tre oprykningspladser. Målsætningen var fra start top seks i 1. division, og andre hold havde kastet mange flere penge efter en oprykningsplads end de gule fra Horsens. Klubben indkasserede tre nederlag i de første tre kampe, og pludselig lignede top seks endda et meget optimistisk bud.
- Efter de første tre kampe, tænkte vi jo alle sammen, at nu skulle det blive en sæson, hvor klubben lå i bunden af 1. division, siger sportsredaktør på Horsens Folkeblad Tommy Poulsen.
Men med kun et enkelt nederlag i de næste ti kampe var stemningen imidlertid vendt. Horsens var stabile og sikre, mens de andre hold var svingende. De gule var med i oprykningskampen, og på trods af fortsat konservative målsætningsudmeldinger tog fodbold-Danmark i resten af sæsonen Horsens seriøst som oprykningskandidat. Den 8. maj blev den sidste oprykningstvivl fjernet, da AC Horsens sikrede sig en af de tre superligabilletter.
- Vi havde håbet på det, men vi vidste også, at det ville blive svært, og at det krævede hårdt arbejde. Men der var flere ting, der gjorde, at det var os, der endte med at rykke op, og det er jo sindssygt fedt, siger AC Horsens-spilleren Jeppe Mehl.
Overlevelse er nøglen
Horsens rykkede altså op. Det gjorde de sammen med Lyngby BK og Silkeborg IF. Derfor skal 14 hold kæmpe med om mesterskabet fra næste sæson, men den nye sæson byder på mere end bare flere hold. Hele strukturen er anderledes, og det betyder, at ligaen midt i sæsonen knækker over. Seks hold skal spille om mesterskabet, mens resten skal kæmpe om at undgå nedrykning. For Horsens bliver det sidste scenarie højst sandsynligt det mest aktuelle.
- Der er kun en målsætning, og det er overlevelse. Klubben var jo helt i knæ både sportsligt og økonomisk, så det var et mirakel, at de fik det vendt rundt. Den nye struktur giver oprykkerne mere ro til at tilpasse sig, men målsætningen må være overlevelse, siger Tommy Poulsen.
Kort om den nye struktur
- 14 hold
- 26 kampe til hvert hold i indledende runde
- De seks bedste skal spille om mesterskab
- Resten skal kæmpe om at undgå nedrykning
- Et hold rykker direkte ned
- Nr 12 og 13 skal spille nedrykningskampe mod to hold fra første division
Og netop den nye Superliga-struktur kan være sæsonens helt store joker. Det bliver et nyt system, som ingen af holdene har prøvet før.
- Vi har jo kigget lidt på det, og set hvordan det hænger sammen. Det bliver sjovt og spændende at prøve det, om det er nogen succes, ved jeg ikke, det må vi tage, når sæsonen er ovre, siger Jeppe Mehl.
Struktur kan give holdene mere ro
Det nye system kan komme til oprykkernes fordel. Da der kun er en direkte nedrykker i Superligaen, kan holdene tillade sig at tabe flere kampe og stadig holde sig inde i kampen om at blive i landets bedste række. Det kan give mere ro til AC Horsens, mener Tommy Poulsen.
- Havde det været den gamle Superliga-struktur, skulle de lave et mirakel igen i år. Den nye struktur er en gave til Horsens, da de får mere tid til at vende sig til niveauet, siger Tommy Poulsen.
Nye ansigter i truppen
Og det kræver tid, når en nyoprykket klub skal vende sig til den nye virkelighed, niveauet er anderledes, og nye spillere skal spilles ind på holdet. AC Horsens har allerede hentet Hallur Hansson i Vendsyssel og Kim Aabech i AGF. Klubben har også haft to spillere til prøvetræning, men der er stadig pladser, der skal fyldes ud på Bo Henriksens holdkort.
- Vi skal ud og have en mere. En som forhåbentlig kan gå direkte ind eller i hvert fald være med til at kæmpe om at skulle spille fra start, og så skal vi have en målmand ind som, kan sørge for, at Dannevang får en smule konkurrence også, siger Bo Henriksen.
Bo Henriksen er glad for, at det er lykkedes klubben at tiltrække spillere som Hansson og Aabech, og han understreger vigtigheden af, at de formår at komme godt ind i truppen.
- Hallur Hansson og Kim Aabech er rigtig dygtige spillere og blandet sammen med de gutter, vi har her, jamen så får de andre klubber noget at se til, for vi bliver et hold, de ikke har lyst til at spille mod, siger Bo Henriksen.
Superligaen er noget helt andet
Niveauet, spillestilen, kulissen og spillertruppen. Der er mange aspekter, der bliver anderledes, når første division bliver til Superliga.
- Første division er lidt mere vildt. Det er mere ukontrolleret, kan man sige. Der er pres over hele banen. Holdene i Superligaen kan godt give lidt mere plads væk, selvom de stadig er godt organiseret, og deres presspil er også noget bedre end i første divisionen, siger Lasse Kryger.
For AC Horsens starter tilværelsen som Superliga-mandskab på udebane mod AaB den 17. juli klokken 16.00. Om klubbens forberedelser til den nye sæson har været gode nok, finder vi først ud af, når de går på banen i Aalborg.