AC Horsens forsvarer sig til kedelig nulløsning i Haderslev
Med stærkt forsvarsspil kæmpede AC Horsens sig til 0-0 på udebane mod Sønderjyske.
Det var ikke den mest underholdende kamp, da Sønderjyske og AC Horsens fredag spillede 0-0 i 3F Superligaens niende spillerunde på Sydbank Park.
Ingen af holdene fik nogensinde offensiven til at fungere, og Horsens forsvarede sig effektivt gennem hele kampen.
De to største chancer tilfaldt Sønderjyskes angriber Mart Lieder, men skarpheden havde han ikke taget med til fredagens kamp.
Pointdelingen betyder, at Sønderjyske kravler op på syvendepladsen i tabellen med 11 point, mens Horsens placerer sig som nummer ni med ti point.
Der var ikke meget at berette om første halvleg, der for det meste var præget af dueller og fejlafleveringer fra begge mandskaber.
Horsens startede bedst
I kampens første 20 minutter virkede Horsens som det farligste hold, men Sønderjyske kom bedre med inden pausen, og der burde nok have stået 1-0 på måltavlen efter 37 minutter.
Sønderjyskes Mart Lieder modtog en fremragende stikning tæt på mål fra backen Stefan Gartenmann, men den hollandske angriber sparkede bolden lige på Horsens-keeper Michael Lansing.
Hjemmeholdet tog spillet til sig fra anden halvlegs start og var bedre end i første halvleg, men overtaget udmøntede sig kun i få gode muligheder.
Den største tilfaldt atter Mart Lieder.
Læs også:
Med et langt kontraløb fra midten af banen, gav han sig selv en gylden mulighed for at bringe Sønderjyske foran efter 72 minutter, men den ivrige angriber brændte endnu engang en stor chance.
Til sidst forsøgte hjemmeholdet ihærdigt at sikre sig sejren, men tættere på end et drilsk langskud fra Gartenmann kom Sønderjyske ikke.
TV2 ØSTJYLLANDs fodboldmagasin Skipperligaen har fået et unikt indblik i, hvordan en Superligaklub scouter nye spillere. Se det i videoen her: