Yen Ngoc er stadig i landet
Skal blive på Psykiatrisk Hospital
Vietnamesiske Yen Ngoc, der er gift med danske Kenneth Iversen skulle have forladt landet senest ved midnat, men i stedet er hun endnu engang indlagt på Psykiatrisk Hospital i Risskov.
- Jeg er desperat. Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre, siger Kenneth Iversen til TV 2 | ØSTJYLLAND, da han er på vej ind for at besøge sin kone på Psykiatrisk Hospital.
Yen Ngoc blev indlagt i aftes efter at have truet med at gøre skade på sig selv og familien.
Yen Ngoc og Kenneth Iversen er blevet nægtet familiesammenføring fordi han modtog revalidering efter en arbejdsulykke. I dag har han en uddannelse som ingeniør, har fast arbejde og kan forsørge familien. Men det er altså ikke godt nok for de danske myndigheder, der har udvist Yen Ngoc Iversen. Derfor skal hun forlade Danmark sammen med hendes 12-årige datter og parrets fælles barn på seks måneder.
Politikere på Christiansborg og Aarhus-borgmester Jacob Bundsgaard, Soc.dem, har gentagne gange kritiseret Udlændingestyrelsen i sagen. Alligevel ønsker Justitsminister Morten Bødskov, Soc.dem, ikke at gribe ind i sagen.
Følg sagen i TV 2 | ØSTJYLLAND klokken 19.30