Wammen: Et drømmejob!
Skal være med til at slanke forsvaret
Den tidligere Aarhus-borgmester Nicolai Wammen (S) var en af de helt store vindere, da statsminister Helle Thorning-Schmidt fredag præsenterede sin ministerrokade.
Rokaden betyder, at Nicolai Wammen stopper som europaminister og i stedet bliver den øverste ansvarlige i Forsvarsministeriet.
- Jeg har været glad for at være europaminister, men jeg vil ikke lægge skjul på, at det er en fantastisk spændende opgave og et stort ansvar nu at stå i spidsen Forsvarsministeriet.
- Dermed skal jeg sørge for, at vores udsendte soldater - mænd og kvinder - har nogle gode vilkår, og at de også har opbakning, når de udfører deres farlige arbejde, siger Nicolai Wammen i et direkte interview på TV 2 | ØSTJYLLAND.
Se: Wammen skifter ministerpost
- Jeg skal samtidig slanke forsvaret, så vi i en tid med økonomisk krise i verden bruger pengene bedst muligt. Derfor skal der spares. De penge kan vi i stedet bruge på hospitaler, folkeskoler og vuggestuer. Det, synes jeg, er fornuftigt.
Nicolai Wammen har aldrig selv været soldat og har ikke tidligere beskæftiget sig så indgående med forsvarspolitik, som det er tilfældet nu.
Alligevel mener han, at han på grund af sine tidligere erfaringer er kompetent til at løfte opgaven.
- Jeg har bl.a. siddet i forsvarsudvalget i Folketinget. Derudover har jeg været borgmester i Aarhus i mere end fem år. Dér havde jeg ansvaret for en organisation med op mod 30.000 medarbejdere og et budget på stort set samme størrelse som forsvaret. Det giver nogle gode værktøjer med i bagagen, forklarer Nicolai Wammen.
Se hele interviewet med den nyudnævnte forsvarsminister i videoen øverst på siden.