Wammen: Det er uacceptabelt
Nicolai Wammen mener, at det er uacceptabelt at opfordre folk til ikke at stemme til folketingsvalget
Forsvarsminister Nicolai Wammen (S) er utilfreds med, at Youssef Loubani, et fremtrædende medlem af Grimhøjmoskeen, opfordrer muslimer til ikke at stemme til folketingsvalget.
- Det er dybt formørket og helt uacceptabelt, at et fremtrædende medlem af Grimhøjmoskeen på den måde opfordrer til boykot af det danske demokrati, siger Nicolai Wammen i en pressemeddelelse.
Reaktionen fra forsvarsministeren kommer efter historien om Youssef Loubani søndag blev fortalt i TV 2 | ØSTJYLLAND, hvor også Naser Khader (K) og Venstres folketingskandidat Gert Bjerregaard ytrede harme over udtalelserne om, at muslimer skal holde sig væk fra stemmeboksen.
- Jeg vil stærkt opfordre alle til at spidse blyanten og sætte kryds på valgdagen. Retten til at stemme er en hjørnesten i vores demokrati, siger Nicolai Wammen.
Folketingsvalget finder sted den 18. juni.