Vilde tal: Én bilist skylder mere end 200.000 i p-afgifter
Borgere i Aarhus Kommune skylder et historisk højt beløb til kommunen. Én borger skylder mere end 200.000 kroner alene i ubetalte p-afgifter.
18 millioner kroner.
Så stor er borgernes gæld til Aarhus Kommune i parkeringsafgifter.
En enkelt borger i Aarhus Kommune havde ved indgangen til 2024 intet mindre end 250 ubetalte parkeringsafgifter. I alt havde 6993 borgere i Aarhus Kommune ubetalte parkeringsafgifter ved årsskiftet.
- Det er helt urimeligt, at nogle tilsyneladende spekulerer i ikke at betale deres gæld til kommunen. Den samlede gæld nærmer sig en halv milliard kroner. De penge bør bruges på velfærd frem for at forsøde livet hos dem, der snyder fællesskabet, siger rådmand for Kultur og Borgerservice Rabih Azad-Ahmad (R) i en pressemeddelelse.
Rådmanden vil nu sætte hårdt mod hårdt og foreslår, at Gældsstyrelsen kan tage pant i bilerne, hvis ejerne ikke betaler deres p-afgift.
Han understreger, at det dog ikke handler om en borger, der har glemt en enkelt p-afgift.
Samlet er aarhusianernes gæld vokset til hele 443,8 millioner kroner. Det er en stigning med 2,3 millioner kroner i forhold til 2023.
- Det er afgørende, at vi tager skrappere midler i brug. Jeg synes, at vi i langt højere grad skal tilbageholde en del af skyldnernes løn. Det er et middel, som har vist sig at være meget effektivt. Det er helt afgørende, at vi som samfund sikrer, at alle bidrager med det, de skal, og at man ikke kan snyde fællesskabet, siger Rabih Azad-Ahmad om de resterende skyldnere.