Vikinger i byen
Vikingemuseet satser på Bispetorv i 2017
Det nye Moesgård Museum ved Aarhus vokser planmæssigt op af jorden og ventes at åbne dørene for publikum 10. oktober 2014.
Sideløbende håber direktøren på, at museet kan få meget mere plads til sin lillebror midt i Aarhus Centrum, skriver Århus Stiftstidende.
Det er det lille, men meget populære turistmål, Vikingemuseet, under Nordea ved Bispetorvet, som Moesgård har store planer for. Siden museet i 2009 præsenterede udvidelsesplaner på 400 kvadratmeter for vikingemuseet, er der ikke sket ret meget.
Finansieringen af den omkring 50 millioner kroner dyre udvidelse mangler ganske enkelt.
- Vi har indtil nu koncentreret os om det nye museum, men hvis vikingemuseet skal være færdigt, til Aarhus bliver kulturhovedstad i 2017, haster det med at få udvidelsen planlagt. Og vi kan sagtens sætte folk ind på planlægningen og udgravningerne på stedet, ligesom vi har et hold udstillingsfolk, som vil kunne løfte ved siden af det nye museum, siger direktør Jan Skamby Madsen til Århus Stiftstidende.
Han forventer en række fordele, hvis udstillingen kan planlægges sideløbende med det nye museum, fordi der vil være fordele ved at kunne koble udstillingerne mere sammen.
- Jeg håber virkelig, vi kan komme i gang, fordi et større vikingemuseum helt centralt i midtbyen, hvor vikingebyen lå, vil være til stor gavn for Aarhus, siger Jan Skamby Madsen.
Det er kulturrådmand Marc Perera Christensen (K) helt enig i.
- Det er et fantastisk projekt, som jeg er sikker på, vil blive gennemført en dag. Desværre har kommunen ingen penge til anlægsarbejdet lige nu, så der skal nok fonde til, men det tror jeg også er realistisk.
Turistdirektør Peer H. Kristensen er også begejstret for ideen.
- Aarhus' fortid som vikingeby har et stort potentiale. Turister efterspørger den oprindelige historie, så vikingetiden sælger bare. Og de planer, jeg har set, er helt fantastiske. Det ville blive en god ramme, som kunne nyfortælle byens historie og tiltrække flere turister.