Vestas-aktien i årets første plus
Rygter om opkøb driver fortsat kursen opad
Trods den seneste tids voldsomme turbulens og fyringsrunder er aktierne fra Aarhus-virksomheden Vestas nu for første gang i år i plus i forhold til kursen ved årsskiftet.
- Aktien bliver igen trukket af opkøbsspekulation, men vi er lidt skeptiske på, om det vil ske, i hvert fald med hensyn til den franske virksomhed Alstom, der rygtes interesseret i et opkøb.
Men man kan selvfølgelig ikke udelukke noget, og Vestas fortsætter op, bemærker chefrådgiver Michael Borre fra Nordea i en kommentar til Ritzau Finans.
Efter en fremgang på 5,5 pct. torsdag gik Vestas yderligere 4,7 pct. frem til kurs 63,95 ved ugens udgang.
Dermed er aktien nu i plus for 2012, hvor en nedjustering og et skuffende årsregnskab ellers har været med til at presse den tidligere så populære vindaktie.