Verdenshistorie i rummet

Østjysk teknologi i nærkontakt med komet i rummet

00:58

1 af 2

Onsdag sidst på eftermiddagen blev der skrevet rumhistorie.

Omkring klokken 16.30 landede landingsfartøjet Philae fra rumsonden Rosetta på komet 67P/Tjurjumov-Gerasimenko. Dermed er den første landing på en komet nogensinde lykkedes.

Oplysningerne om landingen på kometen nåede frem til Jorden omkring klokken 17.00.

Med ombord på rumsonden er en strømforsyning, som er produceret hos den østjyske virksomhed Terma. Derfor er der efter den succesfulde landing på den fire kilometer lange komet stor glæde på virksomhedens hovedsæde i Lystrup, hvor der var jubel og champagne.

- Det er rigtig dejligt. Det er fantastisk, at vi har fået landeren ned til overfladen. Det var en satsning, Rosetta havde med, og det gik godt, fortæller senioringeniør hos Terma Hans Jensen til TV 2 | ØSTJYLLAND.

Fakta: Rosetta på mission

Rosetta blev sent af sted fra Jorden i 2004 og har siden rejst 6,4 milliarder kilometer for at nå frem til kometen og sende landingfartøjet af sted mod kometen.

Philae forlod Rosetta klokken 10.04 onsdag formiddag, og næsten øjeblikkeligt efter landingen på kometen begyndte Philae at sende data tilbage til Rosetta og tilbage til Jorden - og den tur tager en lille halv time.

Nu venter holdet i Lystrup spændt på, at Rosetta sender de første billeder hjem fra kometen, hvilket forventes at ske onsdag først på aftenen.

- Der bliver tiltagende spænding, inden vi ved, hvordan den står. Jeg forstår på meldingerne, at man er sikker på, at landeren står korrekt og kommunikerer med Rosetta, siger Hans Jensen.

Efter Philae er landet på kometens overflade skal den med 10 instrumenter tage prøver af overfladen og analysere resultaterne. Håbet er, at isen og stenmaterialet på kometen kan fortælle om solsystemets historie.

I videoen øverst på siden kan du se mere om landingen fra Termas hovedsæde i Lystrup ved Aarhus.