Universitet frygter for undervisningen: - De unge smittes til fester

Studerende er gode til at overholde retningslinjerne på skolens områder, men adfærd uden for universitetet kan true den fysiske undervisning, siger prodekan fra Aarhus BSS, Per Andersen.

Aarhus BSS har sammen med de andre fakulteter på Aarhus Universitet oprettet et smitteberedskab for både studerende og ansatte. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

30 personer.

Så mange er den forrige uge blevet konstateret positive med COVID-19-smitte blandt studerende på Aarhus Business School.

Læs også Kæmpe kø: Flere måtte gå hjem uden test

Smittetilfældene fordeler sig primært på linjerne HA almen og Jura og prodekan for undervisning på Aarhus BSS, Per Andersen, mistænker nattelivet som den primære smittekilde.

Der, hvor man nemmest og mest effektivt kan sætte ind, er nattelivet.

Professor ved Institut for Biomedicin, Aarhus Universitet, Søren Riis Paludan

- Mange af de smittede har deltaget i fester uden for campus, og vi kan ikke udelukke, at der er en sammenhæng mellem deltagelse i festerne og den efterfølgende COVID-19-smitte, siger han. 

Billede på udviklingen

Den stigende smitte på Aarhus BSS betyder, at universitetet følger den udvikling, man ser i resten af landet, hvor unge tilhører den gruppe med flest smittetilfælde.

Det har blandt andet medført, at nattelivet landet over fra lørdag den 19. september til den 4. oktober lukker klokken 22:00.

I august var mellem 300 og 400 personer samlet til fest i Botanisk Have - heriblandt flere studerende fra Aarhus BSS. Foto: Privat.

- Der, hvor man nemmest og mest effektivt kan sætte ind, er nattelivet, sagde professor ved Institut for Biomedicin, Aarhus Universitet, Søren Riis Paludan, til TV2 ØSTJYLLAND den 5. september.

Hos Aarhus BSS frygter Per Andersen, at det kommer til at gå udover den fysiske undervisning, hvis smittetendensen fortsætter.

Læs også Flere færgeafgange på vej til østjysk ø-perle

- Jeg vil opfordre til, at alle tænker sig ekstra godt om og viderefører den gode adfærd på campus i deres fritid. Det er et fælles ansvar mellem universitet og studerende, at vi med vores adfærd er med til at sikre, at den fysiske undervisning kan fortsætte i videst muligt omfang, fortæller han i en pressemeddelelse.

Husk stadig afstanden

Aarhus BSS har sammen med de andre fakulteter på Aarhus Universitet oprettet et smitteberedskab for både studerende og ansatte.

- Hvis man som studerende bliver testet positiv for COVID-19, bør man melde det ind via universitetets blanketløsning. På den måde hjælper man med, at vi hurtigst muligt får minimeret risikoen for smittespredning på campus, fortæller Per Andersen.

Læs også Disse tre tiltag er de mest effektive, hvis man vil stoppe smitten blandt unge

Derudover understreger han, at det fortsat er vigtigt, at alle studerende og ansatte følger de gældende retningslinjer, og at man er opmærksom på at holde god afstand.

- De studerende udviser fin disciplin og samfundssind, når de er på campus, og selv om der er udfordringer, så er det positivt, at vi formår at afvikle forholdsvis meget fysisk undervisning, afslutter Per Andersen.

  Foto: Google Street View