Underskuddet skrumper
Underskud skrumper i selskabet der står bag AGF
Underskuddet er skrumpet væsentligt i Aarhus Elite, som er selskabet bag AGF og NRGi Park & Arena. En udvikling Aarhus Elite tilskriver sportslig succes og oprykning til Superligaen.
Fodboldklubben kunne i dag fremlægge et halvårsregnskab, hvor der forventes et underskud på 13-17 millioner for regnskabsåret 2011-12.
Aarhus Elite kan fremvise et underskud på 7,7 mio. kr. i perioden 1. juli til 31. december 2011. Til sammenligning var underskuddet i samme periode året før på 17,4 mio. kr.
På den negative side tæller, at indtægterne fra NRGi Park & Arena er lavere end forventet. Selskabet begrunder det med, at "markedet for arrangementer er vanskeligt og udfordrende".
Koncernens omsætning er steget fra 32,7 millioner til 45,7 millioner som følge af "indtæger fra tv, entre, bodsalg, merchandise og sponsorer."