Ukrainske Aleksandra: - Jeg troede ikke, sådan noget skete i Danmark
Aleksandra Sotcenko er flygtet fra krigen i Kharhiv i Ukraine til Brabrand i Aarhus - nu frygter hun indbrud og brand.
33-årige og gravide Aleksandra Sotcenko flygtede fra den voldsomme krig i Ukraine, da hendes arbejdsplads i storbyen Kharkiv, hvor hun arbejdede som revisor, blev bombet i september.
Hun og hendes mand besluttede sig for at forlade deres hjem, pakkede deres bil og kørte flere tusinde kilometer mod nord til Danmark. Hun havde hørt, det skulle være et godt og trygt sted.
Hun landede i Aarhus og fik anvist en bolig i Skjoldhøjkollegiet i Brabrand. Og hun har på mange måder haft nogle gode og trygge måneder i Danmark - bare ikke de seneste uger.
- Jeg føler mig utryg og er simpelthen så stresset over situationen. Det har chokeret mig. Jeg troede ikke, den slags skete i Danmark, siger Aleksandra Sotcenko via en tolk til TV2 ØSTJYLLAND.
Hendes elskede bil, som hun har med sig fra Ukraine, og som hun drømmer om at kunne køre tilbage til Ukraine i, når krigen engang slutter, har nemlig fået knust en rude natten til lørdag.
- En af vores naboer, der var ude for at ryge om natten omkring klokken 04, så, at ruden var blevet knust, og at to tyve var i gang med at stjæle bilradioen. Han løb ned på parkeringspladsen, men de var desværre løbet deres vej inden, fortæller hun.
Bilen er ikke forsikret i Danmark, da den stadig har ukrainsk nummerplade. Parrets penge er små, og de frygter mekanikerregningen, ligesom Aleksandra Sotcenko er bange for, at bilen bliver udsat for hærværk.
Bilen er det vigtigste eje
Der har nemlig været adskillige episoder med påsatte bilbrande i området omkring kollegiet siden nytår.
- Bare lige her har der været tre bilbrande, og jeg kan forstå, at der generelt er et problem med bilbrande, knuste ruder og indbrud i det her område i Brabrand, så nu vil jeg gerne have en sikker parkeringsplads til min bil. Jeg er faktisk helt desperat efter det, siger hun og tilføjer:
- Bilen er det eneste, vi ejer fra vores tidligere liv. Og vi drømmer om at køre tilbage i den en dag, så jeg vil virkelig gerne redde den, siger hun.
Aleksandra Sotcenko har derfor skrevet et opslag i en lokal Facebook-gruppe i Brabrand, hvor hun efterspørger sikre parkeringspladser, garager og lignende i området.
- Jeg håber, at nogen af de venlige lokale i området kan hjælpe mig med at finde et sikkert sted til min bil, for jeg har svært ved at overskue det, siger hun.
Hun taler ikke dansk, men kender nogen, der kan hjælpe hende med oversættelser, og vil gerne kontaktes på Facebook.
Flere brande i det vestlige Aarhus
Tidligere på ugen blev der sat brand til samme bil to gange på et døgn på Spobjergvej i Brabrand, som er den vej, kollegiet ligger på. Ifølge Østjyllands Politi var branden så kraftig, at to biler parkeret ved siden af også fik voldsomme skader.
Natten til søndag rykkede Østjyllands Brandvæsen også ud til en bilbrand på Tamperdalsvej i Aarhus V. Det vides ikke, om branden var påsat. Men flammerne havde så godt fat, at de var ved at sprede sig til nabobilen, har brandvæsenets operationschef Carsten Pedersen fortalt til TV2 ØSTJYLLAND.
Lige efter nytår var der også voldsomme bilbrande. En ved Torpevænget og en på Rydevænget. I det ene tilfælde mistænker Østjyllands Politi, at branden er antændt med fyrværkeri.