Udlover vild dusør for arvestykke: - Den er slet ikke det værd
Miranda Bizzarro mistede i weekenden et kært arvestykke. Det har nu fået hende til at udlodde en dusør rundt i Aarhus' midtby.
Da Miranda Bizzarro natten til søndag kom hjem fra en festlig aften i byen i Aarhus' midtby, fik hun lidt af et chok.
Hun opdagede nemlig, at hendes ene ørering var forsvundet. En ørering, der har mere end almindeligt stor betydning for den 28-årige.
- Den er et arvestykke fra min farmor, jeg fik kort tid, inden hun døde. Jeg var meget tæt med min farmor og har boet hos hende nogle år, og det var det smykke, hun gik mest med. Derfor har det stor affektionsværdi for mig, fortæller Miranda Bizzarro til TV2 Østjylland.
Stor dusør
Hun bor til dagligt i København, men var i Aarhus for at fejre en venindes fødselsdag, da hun mistede smykket.
Og selvom hun både har kontaktet alle steder, hun var, og har gået ruten flere gange, så er den intet sted at finde.
Det har nu fået hende til at lave efterlysningssedler, hun har hængt op i Aarhus, hvor hun udlodder en dusør for smykket på 2000 kroner.
- Den er slet ikke 2000 kroner værd, men den har stor værdi for mig. Min farmor døde i 2019, så jeg har haft dem lige siden. Det er de øreringe, jeg har på hver dag. Det var et af de eneste smykker, der blev efterladt til mig, da hun døde, siger Miranda Bizzarro.
Vil toppe prisen
Selvom smykket ifølge Miranda Bizzarro ikke er 2000 kroner værd, så har hun en bagtanke med at udlodde så høj en dusør.
- Jeg tænkte, hvis nogen har puttet den i lommen, fordi de tænkte, der er en smule guld i, og de vil gå til en guldsmed og få penge for det, så vil jeg gerne toppe den pris så meget som muligt, siger hun.
Der er dog ingen, der har henvendt sig om at have fundet øreringen endnu.
- Den ligger sikkert i lommen på en eller et sted i gadebilledet. Men det ville betyde så meget og gøre mig megaglad at få den tilbage. Det er en meget speciel ørering, så det er ikke en, jeg kan få genskabt ved en guldsmed, siger Miranda Bizzarro.
Det er primært omkring Nørreport og åen i Aarhus C, at Miranda Bizzarro mener, hun kan have tabt øreringen.