Udlændingepoliti overbebyrdet
Skal først ringe og bestille tid
Østjyllands Politis udlændingesektion indfører fra i morgen telefonbooking, for at gøre op med de lange ventetider, borgerne kan opleve på kontoret i Fredensgade i Aarhus.
Så fremover bliver det lige som hos lægen, hvor man skal ringe og bestille tid før man møder op.
De seneste par måneder har der været et usandsynligt stort pres på udlændingesektionens nye lokaler i Fredensgade i Aarhus, fortæller politiet.
- Hver eneste dag er hundredvis af borgere fra hele Østjylland mødt op for at få hjælp til alt fra tilbagerejsetilladelser til ansøgning om statsborgerskab.
- Mængden af kunder har været så overvældene, at personalet flere gange har måttet sende folk hjem igen og bede dem komme igen en anden dag. Det er hverken tilfredsstillende for borgerne eller for medarbejderne - og det bliver der nu lavet om på, skriver politiet i en pressemeddelelse.
Ring i forvejen
Fra i morgen, torsdag den 28. juni, indfører udlændingesektionen derfor telefonbooking. Det betyder, at alle borgere fremover skal ringe i forvejen og booke en tid.
For at sikre så god service af borgerne som muligt indskærpes det også, at borgerne skal komme velforberedt til deres møde.
- Folk skal på forhånd have printet og udfyldt de nødvendige blanketter via hjemmesiden nyidanmark.dk, ellers skal vi bruge alt for meget tid på unødigt papirarbejde. Og så er det strengt nødvendigt, at man møder til tiden, hvis vi skal have en chance for at holde tidsplanen, siger leder af udlændingesektionen i Østjyllands Politi, politikommissær Vagn Martinussen.
Politiet forventer, at de nye tiltag vil betyde en væsentlig forbedring af servicen over for borgerne.
- Telefonbooking er med til at sikre, at ingen borgere fremover kommer til at køre forgæves fra f.eks. Grenaa, Randers eller Odder eller skal tage halve og hele dage fri fra arbejde for at komme til et møde i udlændingesektionen, lyder det fra politiet.
- På den her måde kan vi sikre, at folk kan regne med den tid, de har fået tildelt. Og selvom man risikerer at havne i en telefonkø, så er det trods alt bedre end at stå i kø uden for vores dør, siger politikommissær Vagn Martinussen.
Fra på mandag, den 2. juli, vil udlændingesektionen kun tage imod borgere, der på forhånd har booket en tid via telefonbooking.
Nummeret til udlændingesektionens telefonbooking er: 8731 1584
Telefonerne er åbne: Mandag til torsdag fra klokken 8.30-10.00.