Teater sætter fokus på ensomhed: - Behandler det som om det smitter
Et tabu for mange kommer i centrum under forestillingen Peeps på teaterscenen Bora Bora i Aarhus
'Du er nu nummer 9 i køen.' For mange er den sætning et irritationsmoment i telefonen ventende på at komme igennem til en medarbejder. For andre er det et lille desperat håb om menneskelig kontakt.
Ensomhed fylder hos flere end nogensinde før, og især de unge føler sig alene. Forestillingen Peeps hos Bora Bora i Aarhus vil gøre op med tabuet og få os til at snakke om tilstanden.
Læs også
- Det er ikke så usædvanligt at være ensom, men vi behandler det, som om det smitter og er farligt. I stedet handler det om at række ud til hinanden, siger koreograf på Peeps, Helle Bach, til TV2 ØSTJYLLAND.
Peeps oplever man ikke siddende på lange stolerækker. Stykket og ensomheden i forskellige udgaver opleves ved at gå fra den ene installation til den anden.
Vil bryde tabuet
Et sted møder man skuespilleren Bodil Lassen, der agerer stemmen, som fortæller dig, at du er langt bagud i telefonkøen.
- Jeg tænker, at det er vigtigt, at der altid bliver lyttet til de mennesker, der selv siger, at de føler sig ensomme, lyder det fra hende.
Forestillingen ønsker at anerkende og give plads til de ensomme gennem dans og skuespil.
Og så er håbet, at stykket kan hjælpe ensomme til at bryde tabuet og få flere til at snakke om det.
Tror at man er alene med problemet
- Alle kan føle sig ensomme, men vi skal lytte til hinanden på de platforme, vi stiller os op på, og så skal man ikke være bange for at stå på dem, siger Bodil Lassen til TV2 ØSTJYLLAND.
Peeps arbejder med at udfordre de sociale medier og andre platforme, hvor ensomhed kan komme til udtryk. Flere steder får mange indtrykket af, at der ikke er mange ensomme i Danmark.
Læs også
- Man kan godt tro, at det kun er en selv, der har et problem, fordi det er så tabubelagt. Folk skal ud og snakke om det, mener Helle Bach.
Forestillingen løber frem til på fredag.