Team Aarhus godt fra land
Slutspillet fik en god begyndelse
Team Aarhus Floorball er kommet godt fra start i årets slutspil. I første kvartfinale uddelte aarhusianerne ørefigner til rivalerne fra Copenhagen SFC.
Team Aarhus Floorball har fået en god start på kvartfinalerne i slutspillet, da holdet fredag aften pryglede et stærkt og profilbesat Copenhagen SFC med 6-3 i egen hule i NRGI Arena i Aarhus.
- Det var super vigtigt, at vi vandt den første kamp. Man er altid nervøs i den første kamp, og derfor er det vigtigt at vinde den med henblik på de næste kampe, siger cheftræner Christoffer Pahle.
Team Aarhus sad på det meste af kampen og tabte kun sidste periode. Første periode blev 2-0 blandt ved mål af kampens eneste tomålsskytte Morten Møller. Anden periode blev 3-1, og den tredje endte med et knebent 1-2 til københavnerne.
Efter gårsdagens sejr er det en cheftræner, der ser med stor optimisme på de næste kampe mod københavnerne.
- Jeg mener, vi er favoritter til at vinde og gå videre, siger Christoffer Pahle til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Kvartfinalen spilles bedst af fem, og der er Team Aarhus godt fra land med en 1-0-føring.