Tænd ikke lanternerne!
De er farlige, advarer brandvæsenet
De er flotte og festlige - men også farlige.
Sådan lyder advarslen fra Aarhus Brandvæsen, fordi den kommende tid traditionelt er højsæson for at anvende de såkaldte skylanterner.
Lanternerne, som også kaldes rispapirlamper, sendes efter asiatisk forbillede til himmels under fx bryllupper, studenterfester og sommerfester.
I værste fald kan de dog resultere i udbrændte huse og marker, ligesom de også kan forstyrre luftsikkerheden.
Hvert år er der desuden en række unødvendige udrykninger på grund af rislamperne, der stiger til vejrs med et brændende lys ombord.
- Lanternerne er et problem, fordi brugeren ikke kan kontrollere dem. Selv om lanternen bruges efter vejledningen, er det umuligt at vide, hvilken retning den tager, eller hvor højt den kommer op. Det er også umuligt at sikre, at den ikke falder ned, før den er brændt ud, siger pressechef i Sikkerhedsstyrelsen Dorthe G. Rasmussen i en pressemeddelelse fra Aarhus Brandvæsen.