Svaner stoppede trafikken
Motorvejstrafikken tæt på frakørslen ved IKEA i Skejby blev kortvarigt lammet af en flok svaner
Motorvejskøer kan opstå af de særeste ting, og det skete også for mandagstrafikken i Aarhus Nord mandag eftermiddag.
Her havde en flok svaner forvildet sig ud på kørebanen på motorvejen ind mod Aarhus nær frakørslen ved Ikea i Skejby.
VIDEO: Se video af svanerne på motorvejen her
- De gik på et tidspunkt i en snorlige række over vejen - det så kosteligt ud. Ti sekunder efter, de gik ud, holdt folk stille, siger øjenvidnet Jens Ditlev Hansen, der også fangede et billede af den specielle situation.
Han fortæller, at trafikken stod stille i cirka tre til fem minutter.
Østjyllands Politi oplyser, at der før er set svaner i området, men at der ikke har været beretninger om trafikale problemer i forbindelse med den kortvarige kødannelse.