Stort Føtex-røveri
Tilfældige supermarkedskunder blev vidner til groft røveri i Viby-centret.
12. mar 2005, kl. 15:19
Mere end 30 dage gammel
Mere end 20 handlende var fredag aften vidner til et røveri i Føtex i Viby-centret syd for Århus Centrum.
Kort efter klokken 20 truede to personer sig til mere end 100.000 kroner, som de fik udleveret i fire grønne netposer. Røverne lagde netposerne i plastikposer og stak af i en nyere Volvo 850 med tonede ruder.
Politiet beskriver røverne som to bodybuilder-typer med sorte hætter over hovederne. Under røveriet var de begge iført en sort jakke og en blå kedeldragt.
Kriminalpolitiet brugte det meste af fredag aften på at afhøre 20 vidner, som var til stede i supermarkedet, da røveriet fandt sted.