Store prisstigninger på vej: Det er pest eller kolera

Som følge af stigende udgifter i samfundet bliver frokostordninger dyrere. Udvalgsformand kalder det bekymrende, hvis økonomisk pressede familier falder ud af ordningen.

Som del af budgettet for 2023 stiger frokostmåltider i Aarhus Kommune med over 100 kroner om måneden.

Dermed bliver en af landets dyreste kommuner at have børn i endnu dyrere, når prisen stiger fra 548 kroner til 666 kroner i de 11 betalingsmåneder. 

Det svarer til en årlig stigning på næsten 1300 kroner.

- Det er i forvejen dyrt at have børn i dagtilbud, så det bliver svært, lyder det fra Aarhus Forældreorganisations formand, Anne Grøndal. 

quote Der, hvor man vender kroner, kan jeg godt forstå, man vælger et sted uden madordning

Anne Grøndal, formand, Aarhus Forældreorganisation

Forældre i de aarhusianske institutioner skal derfor nu stemme om, hvorvidt de ønsker det kommunale frokosttilbud til deres barn eller selv at smøre madpakken.

- Det et svært, for det er endnu et eksempel på, at man skal finde flere og flere penge. Mange forældre har svært ved at finde de penge, og det bliver sværere og sværere at være børnefamilie, siger Anne Grøndal.

mahad yussuf
quote
Jeg synes jo, det er bekymrende, at stigningen risikerer at skubbe nogle familier ud af ordningen.
Mahad Yussuf (R), formand for børn og ungeudvalget

Hun mener, at der i forvejen generelt er sparet så meget på børneområdet i kommunerne, at der ikke kan skæres mere. Derfor er man nu ved at spare det gode børneliv væk.

- Det er pest eller kolera. Vi sidder ikke og kommer med alternativer til bedre steder at spare, for det er bare ikke ok. Vi har sparet så mange ressourcer for børnene, vi kan ikke spare mere, siger hun.

- Forringelse af børnenes hverdag er klart noget, vi ikke kan bakke op om.

Først i udbud til sidst

Der stemmes om madordninger i daginstitutioner hvert andet år, og efterfølgende kommer det i udbud. Denne rækkefølge er Anne Grøndal kritisk overfor. På den måde ved forældre nemlig reelt ikke, hvad de stemmer ja eller nej til. 

- Man beder forældrene tage stilling til et tilbud, de ikke kender. Så de bliver overladt til, hvem der vinder udbuddet, og kan ende med det ene og det andet. Der, hvor man vender kroner, kan jeg godt forstå man vælger et sted uden madordning, siger formanden. 

Gør det noget? Er madordning bedre end madpakker?

- Det er en smagssag. Nogle vil sige, at børnene bliver mere madmodige, når de ser hinanden smage på forskellige ting, lyder det fra formanden. 

Medgiver bekymrende stigning

Aarhus Kommunes formand for børn og ungeudvalget, Mahad Yussuf (R), medgiver, at stigningen er et vilkår på grund af de stigende priser, men han er samtidig opmærksom på, at stigningen risikerer at ramme skævt.

- Jeg synes jo, det er bekymrende, at stigningen risikerer at skubbe nogle familier ud af ordningen, siger Mahad Yussuf.

Han mener, at man fra forvaltningens side skal overveje, om man kan gøre noget for at hjælpe de familier, der ikke har råd til stigningen.

- Det er selvfølgelig en udfording og problematisk for udsatte familier og andre, der i forvejen ikke har så meget at gøre med og måske kommer til at prioritere ordningen fra, så børnene ikke får den gode kost.

- Det, synes jeg selvfølgelig, er et problem, siger Mahad Yussuf, der dog ikke har en konkret løsning.