Stjal økse og gik amok ved lægehus
En mand gik torsdag formiddag løs på vinduerne i et lægehus i Malling med en økse.
26. okt 2023, kl. 15:37
Mere end 30 dage gammel
En 25-årig mand gik torsdag formiddag amok med en økse i Malling.
Manden smadrede vinduer i byens lægehus, efter han havde stjålet øksen i XL-Byg. Det fortæller Mikkel Møldrup, vagtchef ved Østjyllands Politi.
- Efter han smadrede ruderne, forsvinder han, siger vagtchefen.
Politiet dukkede op, og ifølge Mikkel Møldrup havde man en god idé om, hvem gerningsmanden er. Og ganske rigtigt fandt man hurtigt frem til den 25-årige.
- Han blev anholdt på sin bopæl uden dramatik. Øksen blev fundet i et skur, siger Mikkel Møldrup.
Den 25-årige er blevet sigtet for groft hærværk.