Stine satte et par bukser til salg: Se de beskeder hun fik
Ifølge den unge kvinde fra Aarhus var ti ud af 20 beskeder grænseoverskridende.
- Ville spørge om jeg kunne give dig 1500 kr for at slikke dine fødder?
Sådan lyder en af de beskeder, Stine Suhr Kristensen har fået, efter hun satte et par bukser til salg på nettet.
- Jeg satte bukserne til salg i sidste uge på Marketplace. Det er et par fjällräven-bukser, sådan nogle outdoor-bukser, fortæller hun.
For at vise eventuelle købere, hvordan de sidder, tog Stine et billede, hvor hun havde bukserne på, som hun tilknyttede annoncen. Der kom en del henvendelser, men mange af dem havde hun helst været fri for.
- Jeg tror, at ti beskeder ud af 20 er de her grænseoverskridende beskeder, hvor der står ting som, de er da malet på, og får man dig med i købet, fortæller hun.
- Det er et par spejder-bukser
Det irriterer Stine Suhr Kristensen, at en annonce med et par bukser resulterer i den form for henvendelser.
- Jeg er ret overrasket over, at nogle outdoor-bukser - altså nogle bukser, som på ingen måde giver et billede af noget seksuelt, giver de reaktioner. Det er et par spejder-bukser, siger hun.
Har du også oplevet det?
Så vil vi gerne høre om det!
Send en mail til tip@tv2oj.dk eller skriv til redaktionen her:
En har ligefrem sendt flere beskeder, og oplevelsen gør Stine Suhr Kristensen utryg.
- Det er det her med, at der er nogen, der giver udtryk for, at de gerne vil mødes. Det er lidt ubehageligt, og jeg ved ikke, hvem jeg kan stole på, og hvem det er, der kommer hjem til mig, hvis jeg sælger noget, siger hun.
Anmeldt som sexchikane
Stine Suhr Kristensen har anmeldt profilerne bag de forskellige beskeder til Facebook og markeret beskederne som sexchikane. Og så overvejer hun kraftigt om hun vil sætte noget til salg på den måde en anden gang.
- Det er første gang, jeg har lagt et billede ud, hvor tøjet har været på. Det gør man for at vise, hvordan det sidder, og hvad det svarer til. Men det gør jeg i hvert fald ikke igen. Næste gang lægger jeg bare billeder op, hvor tøjet ligger på jorden, siger hun.