Slut med undskyldninger: Nu kommer der mundbinds-skraldespande
Nye skraldespande skal få os til at smide mundbind ud i stedet for at lade dem flyde på gader og stræder.
Mundbind i busserne er efterhånden blevet lige så normalt, som paraplyer i regnvejr. Men det betyder, at mængden af skrald i bybilledet er øget markant efter kravet om mundbind i offentlig transport trådte i kraft.
Værre endnu er, at en del af de mange brugte mundbind ender på jorden, i vejkanten, i åer og på græsplæner.
Snart vil 100 skraldespande skyde op i Aarhus, så det bliver nemmere at komme af med sit mundbind, når man stiger af bussen eller toget
Dermed er der ingen undskyldning for at smide sit mundbind andre steder end i skraldespanden, siger rådmand for Teknik og Miljø, Bünyamin Simsek.
- De nye skraldespande gør det lettere at komme af med sit mundbind efter brug. Skulle man møde en fyldt skraldespand, må man tage sit mundbind med til den næste eller smide det ud derhjemme. Der er ingen undskyldninger for bare at smide det, siger han om de nye skraldespande.
TV2 ØSTJYLLAND har tidligere dokumenteret, hvordan mange mundbind ender de forkerte steder efter brug.
Flemming Schylze arbejder som specialarbejder for Teknik og Miljø i Aarhus. Han sørger for, at der ikke ligger mundbind og flyder.
Hver morgen tømmer han skraldespande i det centrale Aarhus og når noget ligger ved siden af, er det også hans og kollegernes opgave at samle det op.
- Mundbindene fylder selvfølgelig en del. Nogle gange oplever vi, at de ligger sådan omkring skraldespandene og så samler vi dem op med vores papiropsamler, fortalte han i oktober til TV2 ØSTJYLLAND.
De første skraldespande til mundbind bliver sat op på mandag. De er designet specifikt til, at man kan smide sit mundbind ud uden at røre ved hverken håndtag eller flader.
Samtidig er de sikret mod fugle og vind, der har fået en del af skylden for, at der ligger mange mundbind og flyder på gaderne.
Ifølge Aarhus Kommune viser en Epinion-undersøgelse, at mundbind er noget af det affald, der generer aarhusianerne allermest.