Sliktyv stjal 65 plader chokolade i Netto
En butiksdetektiv blev opmærksom på manden, der i butikkens indgangsparti havde stået og fumlet med nogle poser.
Mandag aften fik Østjyllands Politi et opkald fra Netto på Søren Frichs Vej i Åbyhøj.
En butiksdetektiv tilbageholdt en 51-årig mand, der havde stjålet intet mindre end 65 plader chokolade.
Det skriver Østjyllands Politi i deres døgnrapport.
Om manden skulle bage en ualmindeligt stor chokoladekage eller var ekstremt lækkersulten, melder historien ikke noget om.
Til gengæld skriver politiet, at manden gjorde et kreativt forsøg på at smugle pladerne ud af butikken.
Læs også
Han fyldte først en pose med chokoladepladerne, som han placerede i butikkens indgangsparti. Derefter gik han ind i butikken og købte nogle varer. På vej ud byttede han posen med de varer, han havde købt, ud med posen med chokolade.
Nettos butiksdetektiv fulgte efter manden hen til hans bil og fik ham tilbageholdt. Her så han, at posen, den 51-årige havde i hånden, var fyldt med chokolade. I bilen lå der desuden endnu en Netto-pose, der var fyldt med slik.
Læs også
Da politiet ankom til stedet, kiggede betjentene butikkens videoovervågning igennem. Her kunne de se, at den 51-årige mand havde gået rundt i butikken og fyldt Netto-posen, med hvad der viste sig at være 65 plader chokolade.
Manden blev sigtet for butikstyveri, og erkendte at have stjålet chokoladen. Han erkendte også, at alt det slik, som butiksdetektiven havde fundet i bilen, var stjålet, men dog fra en anden Netto.
Han er nu ikke længere velkommen i Netto.