Slået af topholdet
SK Aarhus tabte i Esbjerg
Lørdag eftermiddag var SK Aarhus på besøg i Esbjerg for at møde topholdet fra Boxer Dameligaen.
Mens gæsterne fra Aarhus ligger i midten af tabellen, så ser det noget bedre ud for Team Esbjerg, der ligger helt i front.
Det suveræne tophold i Boxer Dameligaen vandt hjemme med 28-25 over SK Aarhus.
Team Esbjerg førte 17-11 ved pausen, men i de sidste 30 minutter kom gæsterne bedre med i kampen i Blue Water Dokken.
SK Aarhus fik reduceret til 22-24, inden Team Esbjerg igen trak fra mod slutningen af kampen.
Team Esbjerg stillede op til kampen uden blandt andre playmaker Lotte Grigel, der blev skadet under EM-slutrunden i sidste måned. Hun forventes at være ude i hele januar.
Estevana Polman blev kampens store profil med 11 scoringer for hjemmeholdet, men SK Aarhus' Line Uno var ikke langt efter med ni mål.
Det er topholdets niende sejr på stribe i ligaen, og Team Esbjerg er ubesejret efter 13 kampe.
Holdet har erobret 24 af 26 mulige point, mens Viborg er nærmeste forfølger med 20 point.
SK Aarhus er nummer syv med 10 point, og aarhusianerne ligger således placeret lige uden for slutspilspladserne.