Skal vi have bilfrie søndage i Aarhus? Her er politikernes reaktioner

Transportministeren foreslår at ændre færdselsloven og give kommunerne ret til at indføre bilfrie søndage, men det falder ikke i god jord hos alle politikere.

Forestil dig at gå igennem Aarhus' gader uden duften af os og larm fra sure bilister, der hamrer hornet i bund, fordi du slingrer ned ad Vestergade og har forvildet dig ned fra fortorvet, fordi gaden mest af alt ligner en gågade. 

Det scenarie vil transportminister, Benny Engelbrecht (S), tilgodese om søndagen.

Planen er ifølge transportminister Benny Engelbrecht (S), at kommunerne kan gøre gader bilfri om søndagen i tidsrummet 09-20. Idéen er skabt med tanke på Danmarks to største byer, København og Aarhus.
Planen er ifølge transportminister Benny Engelbrecht (S), at kommunerne kan gøre gader bilfri om søndagen i tidsrummet 09-20. Idéen er skabt med tanke på Danmarks to største byer, København og Aarhus. Foto: David Leth Williams - Ritzau Scanpix

- Vi vil give byerne en mulighed for at kunne give et andet søndagsliv og udnytte byrummet på nye måder. Vi kan se, at der har været tiltag i København med sidegader og andet, siger han.

Men det forslag fnyser transportordfører for Venstre, Kristian Pihl Lorentzen, af.

Kristian Pihl Lorentzen er meget imod bilfrie søndage. Han mener, det splitter danskerne.
Kristian Pihl Lorentzen er meget imod bilfrie søndage. Han mener, det splitter danskerne. Foto: Richard Gaarn Svendsen

- Jeg synes, det er et tosset forslag. Den landspolitiske opgave indenfor trafikpolitikken er, at sikre danskernes bevægelsesfrihed og mobilitet, og det her undergraver fuldstændig folks mulighed for at komme ind til Aarhus og andre store byer, siger han til TV2 ØSTJYLLAND.

Kan du ikke se noget godt i det her forslag, nu hvor vi snakker så meget om klimaet?

- Det kan jeg ikke. Der er ikke noget klima-mæssigt ved det, vi er på vej til at få grønnere biler, og det glæder vi os til, siger Kristian Pihl Lorentzen.

På den anden fløj hos SF tager gruppeformanden, Jan Ravn Christensen, imod forslaget med kyshånd.

Jan Ravn støtter op om regeringens foreslag om bilfrie søndage.
Jan Ravn støtter op om regeringens foreslag om bilfrie søndage. Foto: Lars Henrik Mardahl

- Det er et positivt udspil fra Regeringen, og vi vil helt sikkert bakke op om, at vi i Aarhus kommer til at benytte os af mulighederne. En bilfri søndag for eksempel en gang hver måned, kan skabe et anderledes byliv og nye oplevelser i det centrale Aarhus til gavn for beboere og besøgende. Så det vil være en stor gevinst - også for miljø og klima, siger han til TV2 ØSTJYLLAND.

Men for Aarhus' borgmester, Jacob Bundsgaard, er det ikke enten eller.

For Jacob Bundsgaard er det ikke sort og hvidt - han vil hellere finde en balance.
For Jacob Bundsgaard er det ikke sort og hvidt - han vil hellere finde en balance. Foto: Henning Bagger - Ritzau Scanpix

- Jeg synes, det er et fint forslag. Forslaget skaber noget debat om, hvad vi skal bruge byrummet til, og det, synes jeg, er godt. Vi skal ikke lukke ned bare for at genere folk, men hvis der er et formål, tænker jeg, det kan være rigtig godt. Vi vil gerne have en levende midtby, og der skal vi finde den rigtige balance, siger han til TV2 ØSTJYLLAND.