Seneste melding: Studstrupbrand er slukket senest fredag
Seneste prognose af brandens aller, aller sidste fase kan sende røgen ind over land igen.
Senest fredag.
Sådan lyder Østjyllands Brandvæsens seneste prognose for, hvornår de sidste bunker, der brænder i siloen på Studstrupværket, er slukket.
- Der er stadig brændende materiale i siloen, men bunkerne er små nu, og det går så hurtigt med at få dem ud, at vi forventer, at vi er færdige med arbejdet senest fredag, siger beredskabsdirektør i Østjyllands Brandvæsen, Kasper Sønderdahl.
Det allersidste slukningsarbejde til give en del damp, gør politiet opmærksom på, men den er ikke til gene for borgere.
I løbet af onsdag eftermiddag vil vinden ifølge prognoserne vende og kan igen komme til at genere borgere omkring Egå og Skødstrup. Den retning fortsætter umiddelbart til klokken 10 torsdag formiddag.
Sundhedsmyndighederne anbefaler, at borgere, der bor i de nævnte områder, og har hjertekar- og lungesygdomme, finder et andet sted at opholde sig, indtil røgen er drevet væk.