Sejlsportscenter i Aarhus er en realitet
Salling Fondene giver 10 mio. kroner til projektet
Fonden Aarhus Internationale Sejlsportscenter har med en donation på 10 mio. kroner fra Salling Fondene nået det planlagte budget på projektet, og dermed kan sejlelskende østjyder glæde sig til et nyt center i verdensklasse.
Sejlsportscenteret er projekteret til 72 mio. kr. I første omgang fik man tilsagn fra A.P. Møller Fonden på 36 mio. kr., og ved budgetforliget blev der udlovet anlægsmidler på 10 mio. kr. Tidligere på ugen kom så nyheden om, at Nordea-Fonden giver 16 mio. kr. til projektet, og med den seneste donation fra Salling Fondene er pengene altså i hus.
- Det er en kæmpe anerkendelse af vores projekt. Og vi er meget glade for, at vi nu kan holde tidsterminerne, nu pengene er i hus ved hjælp af store, flotte donationer. Drømmen er jo, at det skal benyttes til VM i 2018, så nu kan vi fortsætte projekteringen på fuld tryk, siger formand for Fonden Aarhus Internationale Sejlsportscenter, Hans Skou, til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Millioner til nyt sejlsportscenter i Aarhus
Da lokalplanen er i proces, håber Fonden at kunne starte byggeriet i begyndelsen af det nye år.
- Udover at sejlsportscenteret vil være et arkitektonisk fyrtårn på Aarhus Ø, vil det give et markant løft til dansk ungdoms-, talent- og elitesejlsport, og endelig vil vi med sejlsportscenteret få den ideelle base til at eksponere og præsentere sejlsport over for nye brugergrupper indenfor blandt andet børne- og ungeområdet. Med andre ord er denne flotte gave fra Salling Fondene med til at realisere visionen om at åbne og synliggøre sejlsporten langt mere overfor hele Danmark, siger Hans Skou.