Sejlere frygter Aarhus Ø
Brugerne af havnen ved Aarhus Ø frygter udviklingen, som, de er bange for, kvæler det maritime miljø
Brugerne af havnen ved Aarhus Ø er bekymrede for udviklingen af området.
Blandt andet sejlerne og en række erhverv, som lever af skibsfart og sejlsport, frygter at blive presset ud af den moderne udvikling i forbindelse med det nye beboelsesområde.
Flere af de gamle virksomheder må vige pladsen, så der for eksempel kan blive plads til varmeforsyning til havnens mange nye beboere.
Det vækker bekymring hos de aktive sejlere.
Mange bruger havnen
Samlet set anslår formanden for fællerådet FTL i Aarhus, Mette Rostgaard, at der er 3000 brugere alt i alt fordelt på 18 forskellige foreninger.
De nyder alle godt af havnens faciliteter, men det er slut inden for kort tid. Både værksted og udstyrsbutik forsvinder.
- Vi er opsagt til fraflytning 1. april 2016, og der er vi ikke at finde mere her på Aarhus Havn, siger Hans V. Jensen, der er ejer af AFI Marine.
Det skyldes, at Aarhus Kommune har andre planer med grunden.
- Det er en af de næste etaper i udviklingen af Aarhus Ø, så der skal der bygges nyt, siger teknik- og miljørådmand Kristian Würtz (S).
Ønsker dialog
I kommuneplanen står der, at de havnerelaterede virksomheder, som får havnen til at fungere, skal være til stede.
- Det er målet i kommuneplanen, og det skal vi gøre, hvad vi kan for at sikre ved at have nogle rimelige stramme rammer for, hvad der kan ske på havnen, siger rådmand Kristian Würtz (S).
Nu håber brugerne, at de kan komme i dialog med kommunen om fremtiden.
Se hele indslaget om striden på Aarhus Havn i vidoen øverst på siden.