Se video: Sjældent pattedyr dukkede pludselig op
Aarhusianer fik sig noget af en overraskelse, da han gik en tur ved åen.
Andreas Weber var ude at gå en tur langs åen i Aarhus midtby, da han lige pludselig så noget bevæge sig i vandet.
- Ved første øjekast troede, at jeg det var en mand, som stak hovedet op, men så vendte den sig om, og så kunne jeg se, at det var en odder, siger Andeas Weber.
- Jeg har aldrig set en odder i det fri, så det var meget specielt og en fed oplevelse at se en midt inde i Aarhus Å.
Det er ikke første gang, det sjældne pattedyr er blevet spottet i Aarhus Å. Det skete også for et par uger siden, da 29-årige Jesper Wiveson Nielsen også så en odder ved Åboulevarden.
Zoolog: Odderen bor der
Ifølge zoolog hos Aqua Akvarium & Dyrepark i Silkeborg Morten Vissing, er det sandsynligvis den samme odder.
- Det er ikke så underligt, at der er bor en odder i Aarhus Å. Men det er usædvanligt at se en odder midt inde i byen, hvor der er mange mennesker. Og så endda i dagslys. Jeg tror, det er den samme odder, der har sit territorium der, siger Morten Vissing.
Han gætter på, det er en hunodder, der måske har unger.
- Den har formentlig unger, der ligger i reden et sted længere oppe ad åen, som den er nødt til at finde føde til. Og om sommeren, hvor der er få mørke timer, er den så nødt til at tage dagtimerne i brug, siger han.
Andreas Weber er glad for, at han fik et glimt af odderen i Aarhus Å.
- Jeg skyndte mig at finde min mobil for at filme, og så kunne jeg følge den et godt stykke ned ad åen, fordi man kunne se, hvor den var, fordi der var bobler i overfladen.
- Fremover vil jeg holde ekstra godt øje, når jeg går en tur ved åen, siger han.
Fra uddød til over 1000 oddere
Zoolog Morten Vissing fortæller, at en hunodder typisk har et territorium på op til 8-10 kilometer å, mens en hanodder har en endnu længere strækning og lejlighedsvist vil komme forbi også.
Ungerne ligger gemt inde i en rede, indtil de er nogle måneder gamle.
Odderen har tidligere været tæt på at uddø i Danmark i 1970'erne. Men en fredning har betydet fremgang for arten, og den lever derfor flere steder i landet.
- Det er længe siden, der er lavet en decideret optælling. Men man regner med, at der er omkring 1000 oddere i Jylland, 10-15 på Fyn og et par stykker på Sjælland, siger Morten Vissing.
Selvom odderen er mere udbredt end tidligere, så er det et meget sky dyr, og man skal derfor været meget heldig for at opleve den i det fri, skriver Miljøstyrelsen på sin hjemmeside.