Røvet i eget hjem
Gerningsmand rettede pistol mod beboer
Østjyllands Politi leder lige nu efter en mand, der natten til i dag røvede en anden mand i sit hjem.
Gerningsmanden brød ind i underetagen i af en villa på Mindevej i Viby i nat omkring kl 03.00. Men pludselig blev han overrasket af husets mandlige beboer, der kom hjem:
- Den mandlige beboer kunne høre, at det puslede inde i et af værelserne, han åbner døren og ser røveren. Han råber: "Hvad laver du?" til røveren, som ikke svarede, men blot trak en pistol. Beboeren gjorde det eneste rigtige og skyndte sig væk, siger politikommissær Mogens Brøndum fra Østjyllands Politi til TV 2 | ØSTYLLAND.
Røver flygtede
Beboeren løb ud af huset og kontaktede straks politiet. Også røveren skyndte sig væk, men nåede at tage to bærbare computere under armen samt mandens pung og pas.
- Han har åbenbart også haft fart på, for han efterlod blandt andet en tændt lommelygte, der nu er sendt til kriminaltekniske undersøgelser med henblik på at fnde DNA-spor. En kvinde har desuden fundet den mandlige beboers pung på vejen, siger Mogens Brøndum.
Hjælp politiet
Politiet har endnu ikke fanget gerningsmanden, som beskrives som en 30-35-årig mand, der er 180-185 cm. høj. Manden er østeuropæisk af udseende, alm. af bygning og har kort mørkt hår.
Hvis nogen kan genkende manden eller har set eller hørt noget mistænkeligt, kan de kontakte Østjyllands Politi på telefonnummer 114.