Restaurant-brand rammer gæster på værst tænkelige tidspunkt
Onsdag udbrød brand i en restaurant i Tivoli Friheden. Det kommer til at gå ud over flere hundrede gæster, som skulle have spist på stedet i weekenden.
Timingen kunne næsten ikke være dårligere for Tivoli Friheden. Man kan argumentere for, at det selvfølgelig aldrig er et godt tidspunkt, at der opstår brand i en bygning, men alligevel er onsdagens brand i Spiseriet i Tivoli Friheden ekstra træls.
- Julesæsonen er den absolutte højsæson (i restauranterne, red.). Der er mange bookinger, fortæller Henrik Ragborg Olesen, direktør i Tivoli Friheden.
Og julesæsonen begynder på lørdag, når forlystelsesparken slår dørene op for juleprogrammet. Det var netop i forbindelse med, at man gjorde klar og tjekkede udstyr i restauranten, at branden opstod.
Dagen derpå fortæller Henrik Ragborg Olesen, at branden opstod i en frituregryde i køkkenet på Spiseriet.
- Køkkenet er hårdt medtaget og restaurantlokalet er er tilrøget og tilsodet, siger Henrik Ragborg Olesen.
Pengene retur eller flyttet
Udefra er det umiddelbart ikke til at se, at der har været brand i bygningen, men ødelæggelserne sætter altså en stopper for en del restaurantgæster.
Ifølge direktøren er man allerede i fuld sving med at kontakte de gæster, som branden kommer til at berøre.
- De bliver allesammen kontaktet og behandlet hver for sig. De får enten pengene refunderet eller vi kigger på muligheden for at flytte dem til en anden restaurant, siger han.
I alt drejer det sig omkring 250 gæster, som skulle have spist på Spiseriet i weekenden.
Tivoli Friheden har plads til cirka 1000 siddende gæster i restauranterne.
Henrik Ragborg Olesen fortæller, at der var en enkelt medarbejder til stede i Spiseriet, da branden startede. Da vedkommende konstaterede, at hun ikke kunne gøre noget, skyndte hun sig at komme ud. Hun er uskadt.
Torsdag skal forsikringen og skadeservice vurdere skaderne. I skrivende stund ved Henrik Ragborg Olesen ikke, hvornår man kan forvente at kunne indtage middagen på Spiseriet igen.