Ramte cyklist i venstresving

Cyklist bragt til behandling på skadestuen

Foto: Colourbox

En 55-årig mand blev søndag ramt af en bil, da han kom cyklende på cykelstien.

Uheldet skete kort før klokken 11 søndag formiddag, da en 59-årig mand skulle foretage et venstresving.

Den 59-årige mandlige bilist kørte i personbil ad Strandvejen i det centrale Aarhus. Ved Hotel Marselis foretog han venstresving ind mod hotellets p-plads.

Her krydsede han cykelstien, hvor han ramte den 55-årige cyklist.

- Det er formentlig en venstresvingsulykke, hvor manden overser cyklisten, siger vagtchefen ved Østjyllands Politi til TV 2 | ØSTJYLLAND.

Cyklisten blev bragt til behandling på skadestuen:

- Han får sår og blå mærker og en flækket læbe, så det er overfladiske skrammer, lyder det fra vagtchefen.

Den mandlige bilist kom ikke selv noget til.