Rådmand jubler over donationer
Kulturliv modtager millioner af kroner
Millionerne regner ned over kulturlivet i Aarhus.
Den Gamle By har netop modtaget 135 millioner kroner fra A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal, og det er kulminationen på en uge, hvor millionerne er strømmet ind.
- Det er rigtig dejligt. Det er jo tidlige julegaver for kulturlivet i Aarhus. Det bliver et fantastisk løft til kulturen, siger rådmand for Kultur og Borgerservice Rabih Azad-Ahmad til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Se også: 135 mio. til Den Gamle By
I alt har det aarhusianske kulturliv modtaget mere end en kvart milliard kroner i løbet af de seneste fem dage. Torsdags sikrede en ny filmaftale Den Vestdanske Filmpulje syv mio. kr. til at styrke filmproduktionen i Vestdanmark. Fredag uddelte Sallingfondene samlet 120 mio. kr. til kulturlivet i Aarhus - ARoS Aarhus Kunstmuseum modtog 100 mio. kr., og Fonden Aarhus 2017 modtog 20 mio. kr.
Og i dag modtager Den Gamle By 135 millioner til at færdiggøre udvidelsen af det moderne kvarter.
- Det viser også, hvad det betyder for Aarhus at være europæisk kulturhovedstad. Det viser, at det nytter noget at investere, for så vil andre også investere i Aarhus. Det betyder også, at Aarhus bliver endnu mere attraktiv for gæster også udenbys og sætter Aarhus ikke bare på det nationale kort, men også på verdenskortet, siger rådmanden.