Rådmand: Ingen grund til bekymring
Luftforurening på Aarhus Havn er ikke for stor, mener rådmanden for Teknik og Miljø
Selvom en ny undersøgelse fra Det Økologiske Råd viser, at der er en stor partikelforurening fra Mols-Liniens færger på Aarhus Havn, så mener rådmand for Teknik og Miljø i Aarhus Kommune, Kristian Würtz (S) ikke, at man bør bekymre sig:
- For det første så ligger det her sted (hvor undersøgelserne er lavet, red.) et godt stykke fra det sted, hvor der er beboelse, og så har vi også fra kommunens side fået foretaget nogle analyser, som vi har udarbejdet i dialog med Miljøstyrelsen, og de viser, at den forureningsgrad, der er dernede ligger solidt på den rigtige side af de grænseværdier, der er fastsat, siger Kristian Würtz i et interview i studiet på TV 2 | ØSTJYLLAND.
Han tilføjer:
- Derfor mener jeg heller ikke, der er grund til bekymring.
Målingerne er foretaget på Pier 3 midt mellem færgelejet og den nye bydel Aarhus Ø, og de viser ifølge Det Økologiske Råd en massiv forurening:
Undersøgelser afslører stor luftforurening på Aarhus Havn
- Vi var et langt stykke tid over 60.000 partikler per kubikcentimeter. Det er væsentlig mere, end vi måler på HC. Andersens Boulevard i det centrale København, der er en af de mest forurenede gadestrækninger, vi overhovedet har, siger Kåre Press-Kristensen, der er seniorrådgiver i Det Økologiske Råd.
Alligevel mener rådmanden ikke, at man skal lægge for meget i undersøgelsen:
- Jeg mener, man skal stole på de analyser, vi har fået lavet af dygtige specialister på området.
Han understreger desuden, at det er meningen, at Mols-Liniens færger på sigt skal flyttes til østhavnen. der ligger længere fra beboelse.
Hør rådmanden fortælle mere øverst på siden.