Rådmand åbner omstridt vej
Kristian Würtz er klar med midlertidig løsning, der skal afhjælpe trafikproblemer i Skåde
Borgerne i Skåde har gennem længere tid forsøgt at råbe Aarhus Kommune op for at få løst det, de selv betegner som 'trafikalt kaos'.
Nu er teknik- og miljørådmand Kristian Würtz (S) klar med en midlertidig løsning, der give øget fremkommelighed i den sydlige bydel.
Se også: Vejlukning tager ny drejning
Rådmanden foreslår, at Oddervej bliver udvidet samtidig med, at Sandmosevej bliver genåbnet for trafik fra højre både ind og ud af området. Til gengæld bliver vejen Brunbakkevej, der går parallelt med Sandmosevej lukket:
- Det kan vise sig, at højre ind/højre ud løsningen ved Sandmosevej skaber problemer på Oddervej, men jeg synes, at det er forsøget værd, siger rådmand Kristian Würtz i en pressemeddelelse.
Sandmosevej blev lukket i forbindelse med åbningen af det nye Moesgaard Museum med det formål at regulere trafikken.
Det har særligt i myldretrafikken skabt store problemer, fortæller Werner Kaihøj, som er talsmand for Trafikgruppen Skåde.
Han er dog ikke lutter begejstret for rådmandens nye forsøgsforslag.
- Det ligner endnu en af rådmandens hovsa-løsninger. På den her måde flytter man jo bare problemet fra et sted til et andet. Det vil resultere i, at folk kører hen ad Oddervej og foretager en u-vending for at komme ind i boligområdet, siger Wener Kaihøj til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Se også: Ulovlig lukning af vej
Ifølge Werner Kaihøj vil en åbning af Sandmosevej for bilister, der kan svinge til højre ind på vejen, og en lukning af den nærliggende Brunbakkevej, ikke løse problemerne, men derimod føre til u-vendinger.
Forsøget med at åbne Sandmosevej og lukke Brunbakkevej løber frem til oktober 2015, oplyser Aarhus Kommune.