Projektleder: En stor gevinst
Farligt affald skal destrueres efter skibsbrand
På Aarhus Havn ligger containerskibet MSC Flaminia lige nu til kaj. Skibet brød i brand i juli måned 2012, da det krydsede Atlanterhavet.
Nu har Aarhus Havn og H.J. Hansen, som genvinder jern- og metalaffald, fået til opgave at rense skibet efter den voldsomme brand.
Det er en krævende opgave, men vil i sidste ende være en stor miljøgevinst, fortæller Flemming Lauridsen fra firmaet NORD, som er specialiseret i håndtering af farligt affald:
- Det er vel en af de største containerskibsbrande i historien, så det er også for os en meget speciel opgave.
25.000 tons farligt affald og 350 tons forurenet vand skal pumpes op fra skibet. En gruppe på 50 specialister er lige nu i gang med at få suget giftig slam op fra lastrummet.
Slammen skal senere køres til Nyborg, hvor det bliver termisk destrueret. Det sker ved at blive afbrændt ved en temperatur på 1100 grader.
- Der er ikke ret mange, der kan håndtere en opgave af den her slags. Det er ikke gjort ret mange gange før. Jeg tror, det her er trendsættende for, hvad man rent miljømæssigt forsvarligt kan gøre omkring sådan nogle skibe, siger Flemming Lauridsen, projektleder ved NORD, til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Efter, at skibet er blevet tømt for affald, vand og slam, skal det transporteres til skibsværftet Fayard på Fyn, hvor det kommer i tørdok.
H.J. Hansen skal stå for at genanvende metalskrottet fra skibet, inden skibet senere skal bugseres til Rumænien.
Se et interview med projektleder Flemming Lauridsen øverst i artiklen.