Politiet skærper krav til arrangør efter AC/DC-koncert

46.000 var til AC/DC-koncert i Aarhus

En af koncertgængerne tog dette billede af menneskehavet foran stadion på vej fra koncerten. Foto: Privatfoto

Østjyllands Politi skærper kravene til arrangører ved kommende arrangementer på Ceres Park i Aarhus, efter flere gæster følte sig utrygge og måtte vente i kø i to timer ved AC/DCs koncert den 12. juni, hvor 46.000 koncertgængere var på plads for at høre rockbandet.

Det oplyser Østjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Østjyllands Politi, Østjyllands Brandvæsen og Aarhus Kommune har nu evalueret afviklingen af koncerten, hvor logistikken fik meget kritik, samt holdt møde med arrangøren Live Nation og repræsentanter fra Aarhus Elite.

SE OGSÅ: Koncertarrangør: Vi tager kritikken til os

- Vores vurdering er, at antallet af koncertgæster stemte overens med, hvad der er plads til på Ceres Park. Vi har også kunnet konstatere, at arrangøren havde det påkrævede antal medarbejdere til stede på stadion, og at der var udarbejdet en plan for evakuering. De brandsikkerhedsmæssige rammer under afviklingen af koncerten var altså i orden, siger direktør for Østjyllands Brandvæsen Lars Hviid i pressemeddelelsen. 

SE OGSÅ: AC/DC-fans: Det var ét stort logisikkaos

Folk var ikke i fare
I forbindelse med koncerten var der blandt andet lange køer ved ind- og udgange, ligesom der var problemer i forbindelse med, at folk skulle finde vej til deres pladser på stadion. Men folk har ikke været i fare, oplyser Østjyllands Politi.

- Når 46.000 mennesker skal lukkes ind gennem én sluse og i øvrigt stå tæt op af hinanden under en koncert, så kan det ikke undgås, at der bliver skubbet og mast. Det har forståeligt nok gjort, at nogle har følt sig utrygge, og det er selvfølgelig ubehageligt og uhensigtsmæssigt, men vi vurderer ikke, at der har været fare for folks sikkerhed, siger vicepolitiinspektør Leif Benny Kristensen.

SE OGSÅ: Anmeldernes dom: Fed rock men ingen styr på logistikken

Problemerne i forbindelse med koncerten får nu Østjyllands Politi til at skærpe kravene til arrangørerne ved kommende arrangementer på Ceres Park.

Her følger politiets krav: 

  • Ind- og udgangsforholdene skal forbedres
  • Proceduren for pladsanvisning skal forbedres
  • Lokale repræsentanter fra Aarhus Elite skal være repræsenteret i arrangør-organisationen, så man sikrer, at der er én med lokalkendskab til stede under koncerten