Politiet kørte til melding om masseslagsmål med våben
Østjyllands Politi fik søndag kort efter klokken 20.00 en anmeldelse, at flere personer var oppe at slås på en parkeringsplads på Sigridsvej i Brabrand.
Flere af de medvirkende skulle angiveligt have haft slagvåben med.
Politiet sendt flere patruljer afsted, men da de kom frem, var der ikke der ikke noget slagsmål i gang, skriver politiet i sin døgnrapport. Betjentene traf dog nogle personer i området, og en 19-årig mand stak af til fods, da han så politiet. Han blev hurtigt indhentet.
Da den 19-årige mand gjorde kraftigt modstand under anholdelsen, blev han sigtet for at lægge hindringer i vejen for politiet.
Efterforskning førte ikke til flere anholdelser, og der blev ikke fundet våben i området.
Østjyllands Politi undersøger nu sagen nærmere.