Politiet beder om hjælp efter overfald med knive
To grupperinger med relationer til Rundhøj og Rosenhøj ved Aarhus er oppe at toppes. Politiet håber på hjælp
To grupper af unge nær Aarhus er hen over sommeren blevet så vrede på hinanden, at de overfalder hinanden med knive.
I Østjyllands Politi håber man på at få hjælp til opklaringen fra borgerne.
- Hvis nogen har oplysninger, vil vi meget gerne høre om det, siger politiinspektør Carit Andersen mandag.
Læs også
Volden har ført til, at politiet har indført visitationszoner i Aarhus-forstaden Viby. Det betyder, at politiet i zonen kan visitere personer for våben, selv om der ikke er en konkret mistanke.
Sent søndag aften blev en 24-årig mand stukket ned på Holme Ringvej. Da politiet kom frem, lå han på jorden ved siden af sin scooter. Han var blevet stukket flere gange i låret.
De mulige gerningsmænd kørte væk mod Skanderborgvej i en sølvgrå VW. I den forbindelse efterlyser politiet oplysninger fra eventuelle vidner.
Også tidligt søndag morgen var der et knivstikkeri som led i konflikten. Ved firetiden gik det ud over en 22-årig i det indre Aarhus. I den sag er en sigtet blevet varetægtsfængslet.
Læs også
- Vi har den opfattelse, at der er tale om to grupperinger, som har et modsætningsforhold. De er løst strukturerede, siger Carit Andersen.
Han vil ikke kalde grupperne, der har relationer til Rosenhøj og Rundhøj, for bander. De opfylder nemlig ikke politiets definition.
- De er uenige om et eller andet. Hvad det handler om, har vi nogle teorier om, siger politiinspektøren. Han ønsker dog mandag ikke at dele dem med offentligheden.