Pludselig stod dørmand med knivstukket offer
Offeret er umiddelbart uden for livsfare, oplyser Østjyllands Politi.
Østjyllands Politi rykkede onsdag aften ud til en melding om knivstik midt i Aarhus.
En 39-årig mand bosiddende på Djursland henvendte sig klokken 21.28 til en dørmand på en beværtning ved Åboulevarden, og han sagde, at han var blevet stukket af en mand ovre ved Dokk1.
Dørmanden kontaktede herefter politiet, der rykkede ud med flere patruljer, ligesom en ambulance og en lægebil kom til stedet.
- Offeret blev kørt til behandling på hospitalet og er umiddelbart uden for livsfare, siger Jakob Christiansen, der er kommunikationsmedarbejder ved Østjyllands Politi.
Han kan ikke sige noget om, hvad den 39-årige har fortalt til politiet omkring hændelsen, og det er derfor ikke muligt at sige noget omkring motivet bag overfaldet.
Politiet var i området i nogle timer, hvor der blev arbejdet med sporsikring og afhøring af vidner.
- Der er endnu ingen anholdt i sagen, men vi har nogle spor at gå efter. Alligevel vil vi stadig gerne høre fra flere vidner, der kan have set noget. De kan ringe ind på telefon 1-1-4, siger Jakob Christiansen.