Peter Graulund bliver træner
Går trænervejen i AGF's talentsektor
Den nu pensionerede fodboldspiller - Peter Graulund -
fortsætter i AGF som træner i ungdomsafdelingen.
For få uger siden satte den 36-årige, forhenværende AGF-angriber, Peter Graulund, støvlerne på hylden. Men kun for en kort bemærkning.
Peter Graulund betræder igen det grønne græs på træningsanlægget Fredensvang, men nu som assistenttræner for AGF's tophold i U19-ligaen.
- Med de kompetancer, Peter besidder, er det lidt af et scoop af få ham knyttet til vores talentudvikling. Jeg er sikker på, at han kan bidrage med meget, men modsat kan vores ungdomstrænere også give ham et indblik i trænerfaget. Jesper Fredberg (cheftræner U19 i AGF, red.) er et stort trænertalent, og han vil kunne give ham nogle gode værktøjer i forhold til opbygning af træningen, udvikling af en spillestil og så videre. Det er en god løsning, som vil udvikle alle parter, siger sportschef Brian Steen Nielsen på klubbens hjemmeside.
Ved siden af den nye tjans som ungdomstræner skal Peter Graulund være med til at udvikle fremtiden angrebstalenter på U13-15-holdene.
Klar til at lære fra sig
Det er rigtig spændende at arbejde med de unge talenter, og det harmonerer godt med, at jeg til vinter starter på A-træneruddannelsen. Jeg har ikke en forventning om, at jeg skal til at ændre på en masse. Jeg bliver fast tilknyttet U19 og kommer også lidt under Bugges (talentchef Casper Bugge, red.) vinger i forhold til at lave angrebstræning med spillere fra de øvrige hold. Jeg har haft en fin dialog med Fredberg, og vi har allerede fundet ind i et godt samarbejde.