Penge uddelt: 700.000 kroner til idrætten i Aarhus
22 lokale idrætsforeninger får penge fra aarhusiansk fond
22 aarhusianske sportsfolk og idrætsforeninger modtog sent torsdag eftermiddag økonomisk støtte under en seance på Aarhus Rådhus.
Overrækkelsen af de i alt 700.000 støttekroner fra Aarhus Idrætsfond fandt sted i byrådssalen, hvor sportens rådmand, Rabih Azad-Ahmad (R), stod for uddelingen.
Blandt modtagerne var Aarhus Tigers U16-hold i amerikansk fodbold. Holdet modtog 15.000 kr. til et fysisk styrketræningsprogram.
Derudover fik tennisspillerne Elmer Møller og Patrick Kristensen
fra Team Aarhus Tennis 20.000 kr. til internationale aktiviteter, mens VIK Gymnastik modtog 100.000 kr. til en ny klatrenets-installation, der kan skabe motorisk udfordringer for børn i alderen 3-10 år.
- Det glæder mig, at vi gennem Aarhus Idrætsfond har mulighed for at
give idrætten i Aarhus en kontant håndsrækning. Aarhus er en aktiv
by, hvor idrætten er i højsædet, og hvor der er plads til både bredde
og elite. Med støtten fra Aarhus Idrætsfond kan hele idrætsområdet
udfolde og udvikle sig endnu mere, siger rådmand Rabih Azad-Ahmad i en pressemeddelelse.