Onsdag morgen holder letbanen igen stille på grund af frost

Letbanen kører onsdag morgen ikke på strækningen mellem Grenå og Aarhus H. På Odder-strækningen er der forsinkelser.

OBS.:
Klokken 13.05 oplyser Midttrafik på deres Facebookside, at kørslen genoptages på alle dele af Letbanen, men at der fortsat vil være enkelte aflyste afgange.


Onsdag morgen holder letbanen endnu engang stille på grund af frost på køreledningerne. 

Det oplyser Midttrafik på deres hjemmeside og Facebookside. 

Det betyder, at der i øjeblikket ikke kører nogle letbanetog på strækningen mellem Grenå og Aarhus. I stedet er der indsat erstatningsbusser. 

- Rute 88 er indsat på strækningen mellem Grenå og Hornslet, indtil driften kan genoptages - omstigning til rute 100 i Hornslet til Århus, skriver Midttrafik i opslaget. 

Klokken 7.58 oplyser Midttrafik desuden, at der er forsinkelser på Odder-strækningen, og der vil være delaflysninger mellem Aarhus H og Mårslet. 

Hvornår letbanen igen kan køre på strækningen er fortsat uvist. 

Har man onsdag planer om at skulle en tur med letbanen, er det derfor en god ide at holde sig orienteret på midttrafik.dk, Midttrafik live eller rejseplanen.dk.