Også Århus klarer skærene
Vandt målfattigt opgør mod Aalborg
1. mar 2014, kl. 19:10
Mere end 30 dage gammel
Erik Veje og resten af Århus-mandskabet kan nu glæde sig over at have kvalificeret sig til slutspillet i Herre Håndbold Ligaen.
Det blev resultatet efter et tæt opgør mod Aalborg Håndbold her til aften.
Efter første halvleg var Århus Håndbold foran med 6-4. Holdet kæmpede med at få sat bolden i målet og præsterede flere afbrændere og missede straffekast.
Det samme gjorde spillerne fra Aalborg, som resulterede i målfattig første halvleg, hvor stillingen ved pausen lød på 6-4 til Århus.
Anden halvleg betød dog lidt flere mål - 13 til hvert hold. Stillingen endte dermed 19-17 til Århus Håndbold.
Begge hold kan nu glæde sig over at være gået videre til ligaens slutspil, hvor de otte bedste hold mødes.